Hærvejene i Nordjylland løber ud fra Viborg over Aars, hvor ruten deler sig mod øst og mod vest. Den vestlige rute løber gennem Vesthimmerland over Aggersund, Jammerbugten og ender eller starter for den sags skyld i Hirtshals, hvilket burde gøre den til et scoop for Hjørring Kommune.
– Det kan da ikke få nok reklame – så folk bliver her i stedet for at flyve syd på.
Så kontant er udmeldingen fra Anders Legarth Brødsgaard, der sammen med sin kæreste Gitte Juul er igang med at vandre på Hærvejen fra Løkken til Viborg.
De er kærester og bor til hverdag i Fredericia, men lige nu er de vandrere, der udnytter den flere hundrede kilometer lange hærvejsrute til deres sommerferie.
De er mere end begejstrede for at 12 jyske kommuner – herunder otte nordjyske – er gået sammen for at få Hærvejen gjort til den i Nordeuropa mest kendte vandrerute.
– Det er da en fantastisk idé. Nu snakker man meget om at være miljøbevidst, så det er da bare om at få folk ud af bruge den, siger Anders Legarth Brødsgaard.
Støttet af Nordea-fonden
Kommunerne står ikke alene med projektet. Nordea-fonden har med 915.000 kroner spædet til for at få realiseret det forprojekt, der skal ende ud i en plan for, hvordan Hærvejen, der snor sig fra Hirtshals og Frederikshavn i nord til Padborg i syd, bliver bredt kendt – også uden for Danmarks grænser.
– Hærvejen har potentialet til at blive en af Europas bedste natur- og oplevelsesruter. Vi håber, at borgere, lodsejere, erhverv med videre langs Hærvejens 500 kilometer alle vil bidrage til at forbedre og kvalificere planerne for udviklingen, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden til TV Midtvest, der også har omtalt projektet.
Sheltere og herberg langs ruten
Hærvejen består af en vandrerute, der starter i Hirtshals og en vandre/cykelrute, der starter i Frederikshavn. De to nordjyske grene mødes i Viborg og så er resten af ruten både til at gå og cykle. Langs hele ruten findes der shelters og herberger, som naturturisterne kan benytte til overnatning – enten gratis eller mod en beskeden betaling. Så der er ingen undskyldning for ikke at komme afsted, hvis man spørger Anders Legarth Brødsgaard og Gitte Juul.
– Vi er vant til at vandre og har gjort det i mange år sammen og det giver bare noget energi.
Kæresteparret har stort set ikke mødt andre med rygsæk og vandrestøvler på deres tur fra Løkken.
– Det overrasker mig en del, for når man ellers vandrer andre steder, møder man mange, men det er ganske få, vi har mødt heroppe, lyder det fra Anders Legarth Brødsgaard, der mener at folk ikke ved, hvad de går glip af ved at blive hjemme.
– Lige pludselig møder vi en hjort, der stikker ørene op fra marken eller en gulspurv, der flyver hen over, så det er jo fantastisk.
Kilde: TV2 Nord.