Festlig VIP frokost før divisionskampe hos B75

Festlig frokost for særligt indbudte gæster hos B75 før dagens to divisionskampe for hold i Hirtshals Idrætscenter.

7

Før de to holdkampe i 1. og 2. Division, hvor B75 skulle møde henholdsvis Brønderslev og Vestegnen, var der VIP frokost kl. 12.00 i Hirtshals Idrætscenter.

Samtidig med en let anretning og noget at skylle efter med blev der holdt flere taler for den jubilerende bordtennisklub. Det gennemgående tema var i sagens natur spillernes succes og den nye hal, men flere talere kom også ind på klubbens værdigrundlag, der også har været tematiseret i den lange artikelserie på FlaskePosten.

Blandt de mange talere var klubbens første formand Jakob Nørgaard, halinspektør Mogens Lauritzen, lokalpolitiker Michael Vajhøj, tidligere bykonge Knud Størup og en berørt Lars Rokkjær. På de tidligere spilleres vegne blev der på afbud holdt en improviseret tale af Anders Mølgaard.

– Jeg er så meget lokalpatriot, at nogen måske nu er begyndt at kalde mig landsbytosse, sagde blandt andet i sin tale Knud Størup, som ydermere noterede, at B75 er kendt langt udenfor Hirtshals. Faktisk også helt i Hjørring, sagde han til megen morskab for gæsterne i cafeteriaet på Hirtshals Idrætscenter.

Blandt gaverne til B75 var desuden en tavle fra Hirtshals Handelsstandsforening til indgraverede navne på æresmedlemmerne af klubben, som allerede tæller blandt andre den pensionerede lærer Egon Christensen. Som en overraskelse var der også allerede en indgraveret plade med navnet Lars Rokkjær.

Efter frokosten gik alle over i den nye bordtennishal, hvor der var taler af borgmester Arne Boelt og Knud Damgård fra Hirtshals Sparekasses Gavefond samt Peter Sundbæk, der sidder i bestyrelsen hos DBTU.

Efter det festlige tilløb startede som allerede antydet dagens divisionskampe som det sportslige højdepunkt omkring kl. 14.00, hvorfra vi senere bringer resultater og billeder.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments