Fredag var der havblik og højt humør, idet en god vejrmelding også gav udsigt til kapsejlads lørdag ved strandfesten i Tornby.
Desværre blev vinden i dag friskere end først forudsagt af meteorologerne, hvilket fik Hirtshals Redningsstations udsendte folk til at fraråde kapsejladsen med de gamle fladbåde, men traditionen tro fik arrangørerne derefter hurtigt iværksat et par konkurrencer, der skulle afgøre det aktuelle styrkeforhold mellem mandskaberne fra Uggerby, Tversted og Tornby.
Tornby var dog i sagens natur på hjemmebane og på trods af konkurrenternes testosteron og spillen med musklerne vandt førstnævnte både tovtrækning og drivtømmerkast. Især den sidste disciplin krævede tydeligvis en hel del teknik, hvor hjemmeholdet kunne trække på et par særdeles stærke håndboldspillere i skikkelse af Martin Jepsen og Frederik Thirup Rams. Andre alfahanner var eksempelvis Gert Brink og Frank Helenius Kristensen. Begge tog på eget initiativ en tur til afkøling i bølgen blå.
Lørdag aften fortsætter festen i klitten med spisning og musik af No Good. Ligesom de tre mandskaber har aftalt at forsøge en kaproning en af de nærmeste søndage.