Kontant støtte til fascinerende udstilling ved Vendsyssel Historiske Museum

Spar Nord Fonden støtter med 100.000 kroner udstillingen Dødens Teater, der handler om kraniekult, menneskeofringer og det overnaturlige under jernalderen for 2000 år siden i Vendsyssel.

66
Kranie X81 i Svennum Offermose – en af de mange moseskeletter hvis dramatiske fortælling man kan møde i udstillingen Dødens Teater. Foto: Vendsyssel Historiske Museum.

Hvad fik mennesker til at ofre deres egne børn til guderne i jernalderens Danmark? Og hvordan foregik disse ofringer i praksis? Det er disse store spørgsmål, som er omdrejnings-punktet for en ny, stor udstilling på Vendsyssel Historiske Museum (VHM).

– Vi er meget taknemmelige for støtten til vores udstillingsprojekt Dødens Teater. Udstillinger af denne type kræver et højt sikkerheds-niveau, som er omkostningskrævende. Samtidig er udstillingens scenografi også dyr at etablere, og derfor betyder det rigtig meget for muligheden for at realisere udstillingen, at Spar Nord Fonden bakker op med den store bevilling, udtaler museets direktør Anne Dorthe Holm.

Udstillingen og dens indhold

Udstillingen Dødens Teater iscenesætter ofringen af mennesker og kraniekulten i Vendsyssel. Det er en farverig fortælling om ritualer og kult, om døden og de levende.

I udstillingen møder man jernaldermenneskene gennem de omkring 60 ofrede menneskers knogler og andre rituelle fund. Med deres dragende kranier og knogler som nøgler åbner vi døren til en farverig fortid, hvor det at ofre et menneske, et lårben eller et kranie til midvinter var lige så vigtigt for høsten, familiens sundhed, og slægtens overlevelse som det at høste den rigtige dag.

Udstillingen bygges dramatisk op og vil henvende sig til et bredt publikum, og der vil være fokus på børns oplevelse. Men udstillingen er mere end en farverig fortælling. Den er baseret på banebrydende forskning udført på VHM i forskningsprojektet Det Største Offer, der netop har modtaget forskningsstøtte fra Kulturministeriets Forskningsudvalg på 576.000 kr.

Forskningsprojektet, der kommer til at vare et år, skal undersøge den rituelle og sociale praksis i jernalderen med udgangspunkt i periodens moseofringer. I Vendsyssel er materialet til denne undersøgelse af usædvanlig god karakter (bl.a. som resultat af VHMs forskningsudgravninger i Svennum Offermose ved Jerslev i 2013 og 2015, der endte på Slots- og Kulturstyrelsens top ti over arkæologiske fund i 2013). Lokalt bidrager projektet til at fortælle en helt usædvanlig historie, men materialet har både et nationalt og et internationalt potentiale.

– Det er netop aspektet, at der er tale om en farverig, fantastisk og særpræget fortælling, der gør, at vi støtter projektet. Samtidig tror vi på vigtig og spændende videndeling til både til børn og voksne. En stor del af den voksne befolkning har måske ikke før hørt og lært om ofringerne og for især børnene forventer vi at have støttet en superinteressant og lærerig del af vores kulturarv, fortæller direktør Steffen Nørgaard fra Spar Nord Fonden.

Udstillingen er planlagt til at åbne i efteråret 2020.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments