For nogle uger siden skrev jeg en klumme om det helt særlige og i særdeleshed livsbekræftende ved dåben i den danske folkekirke.
Den klumme har jeg fået mange positive reaktioner på, men også enkelte kritiske kommentarer, der for det meste har været ateisters løftede pegefingre i relation til det religiøse aspekt ved den kristne dåb.
Dengang blev dåben forestået af sognepræst Aksel Toft. Hans medrivende og engagerede prædiken var skrevet under indtryk af Sankt Hans. Derved kom præstens ord til at handle meget om tilgivelse frem for at jage syndebukke.
Ved den seneste dåb, som jeg overværede i søndags, blev gudstjenesten på smukkeste vis forrettet af sognepræst Bjarne Hougaard. Hans fokus var anderledes skarpt, men bestemt ikke på nogen måde dermed fordømmende. Heller ikke her skulle der afbrændes hekse.
Til gengæld kom præstens prædiken til at handle om, at kristendommen for ham ikke bare er tant og fjas. Hvis al snakken om blandt andet barmhjertighed og tilgivelse skal give mening i det perspektiv, må det i den lokale præsts optik altså også få indflydelse på vore levede liv.
Det kan man kalde et missionsk eller i almindelighed bare et missionerende synspunkt, men det er svært at være uenig, hvis man som medlem af folkekirken ikke blot vil tage tilværelsen som lige præcis tant og fjas. Uden fligen af katolske afladsbreve kommer der altså en etisk fordring ind over til hver enkelt af os.
For så vidt var søndagens prædiken, hvis jeg ellers udlægger ordene nogenlunde korrekt eller i det mindste kongenialt, helt oplagt i sammenhæng med dåben af Leonora.
Forældrene og fadderne er i sagens natur altid allerede forpligtede på det kristne aspekt, men ligeså selvfølgelig tillige til at skulle fortolke det ind i deres egne liv.
Dåben bør da om noget give barnets tilværelse både horisontal retning og vertikal dybde.
Stort tillykke også her til Leonora, Sophie og Casper!
Link til tidligere klumme
