Desværre har vi ikke fået bragt omtaler af samtlige de foreløbig henved et halvt hundrede jubilæumsstens placeringer, men Nillers valg af flagstangen ved Hirtshals Fyr er ikke til at komme udenom for os på FlaskePosten.nu.
De fleste lokale kender Niels Kristian Nielsen som Niller. Han er 65 år og opvokset i Rajen syd for Hirtshals. Niller har haft sin barndom i og omkring Hirtshals og Hirtshals Havn. Han kom i lære i 1969 som vodbinder ved Ny Havns Trawl.
– Jeg fik min første jolle i 1969 og dermed startede mit virke i fiskeriet sideløbende med vodbinderiet. Til sidst valgte jeg fiskeriet som levebrød, først som fisker med flere forskellige fartøjer, og de seneste 11 år som fiskeriforeningsformand, fortæller Niller.
– Hvis jeg er til møder udenbys eller på rejser til udlandet, så savner jeg altid Hirtshals. For mig er byen et af de bedste steder i Danmark, selvom vejret kan være barskt. Jeg har boet i Pile Alle de seneste 40 år, og hver morgen går jeg en tur med min hund i området omkring Hirtshals Fyr, uddyber Niller.
– Jeg har valgt at sætte min terning ved flagstangen nord for fyret, hvor der er flot udsigt over havnen og havet, som har været min arbejdsplads i mange år, slutter Niller.
Det er da også et valg af placering, der i den grad giver god mening i jubilæumsåret for Hirtshals!