Autisme Spektrum Dagen afholdt på UCN i Hjørring

Forståelse for mennesker med autisme stod som det helt centrale tema på Autisme Spektrum Dagen, der blev afholdt på UCN i Hjørring.

165

Dagen på UCN i Hjørring havde samlet over 600 mennesker til videndeling og foredrag med temaet ”Det gode liv med autisme”.

Det er Opholdsstedet Broager, UCN Hjørring og Landsforeningen Autisme Kreds Nordjylland, der havde arrangeret Autisme Spektrum Dagen, der blev afholdt den 19. juni på UCN Hjørring.

”Vi ved, at der er brug for viden på dette felt. Det at blive forstået i skolen, på arbejdspladsen eller i sociale sammenhænge kan gøre en kæmpe forskel for mennesker med autisme. Derfor er det utrolig positivt, at vi kunne samle så mange mennesker, der har en ambition om at blive klogere på, hvordan de kan hjælpe mennesker med autisme til det gode liv. Jeg er sikker på, at det vil gøre en forskel for dem, når de kommer tilbage til deres job som fx pædagoger, lærere eller sagsbehandlere,” siger Svend Erik K. Sørensen, der udover at være initiativtager til Autisme Spektrum Dagen er forstander for Opholdsstedet Broager, der er specialiseret i netop børn og unge med autisme.

Autisme Spektrum Dagen bød blandt andet på to foredrag med den anerkendte psykolog Bo Hejlskov, der i sit tre timer lange foredrag havde både pædagogiske værktøjer og nogle klare budskaber med til tilhørerne. Vi skal tro på, at alle gør deres bedste, er et af hans vigtige budskaber. Og netop det er noget af det centrale, mener også Svend Erik K. Sørensen.

”Mennesker med autisme er lige så forskellige som alle andre. Der er ikke nogle enkle svar eller faste tilgange. Det er altid individuel. Men det gælder for alle, at de gør deres bedste uanset om deres handlinger kan virke uhensigtsmæssige for både dem selv og andre. Det har vi alle brug for at blive mindet om, og det synes jeg, at Autisme Spektrum Dagen var med til,” siger Svend Erik K. Sørensen.

Til at fortælle mere om netop den individuelle tilgang havde AutismeSpektrumDagen arrangement en paneldebat med blandt andet Morten Wulf, der er projektleder for projektet Klar til Start, der er et jobtræningsforløb med jobgaranti for mennesker med autisme. Ligesom tilhørerne hørte om, hvordan indsatsen så opleves fra de mennesker, det handler om. Christina Winther fra Landsforeningen Autisme Kreds Nordjylland, Xenia Ørum fra Autisme- og Aspergerforeningen for voksne samt Tobias Jørgensen, der er elev på CKU V og selv har autisme fortalte om, hvad der virker for dem, og hvornår det bliver særlig svært.

”Vi ved jo, at det kan lade sig gøre med den rette tilgang. Vi har masser af gode eksempler, som vi skal bruge som inspiration til at gå videre ad den vej. Det vi hørte i debatten var, at når den rigtige tilgang er der, så lykkes det både i forhold til skole og job. Men vi ser desværre også, at mange børn med autisme ikke møder den rette forståelse i skolen, og så bliver det en hård kamp for børnene og deres forældre. Derfor er et initiativ som Autisme Spektrum Dagen vigtigt, og med den succes vi har haft med dagen, glæder vi os til at vende tilbage næste år, ” slutter Svend Erik K. Sørensen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments