I Hirtshals har det hele eftermiddagen sviret med rygter om, at der skulle være vundet en større gevinst i Oddset hos Min Købmand i Åbyen.
Enkelte mente ligefrem, at der skulle være tale om en stor gevinst på hele 600.000 kr. FlaskePosten kørte derfor en tur forbi Åbyen for at finde hoved og hale i historien hos Min Købmand.
Købmand Morten Larsen afviste, at der var vundet et beløb af den størrelse, men han kunne bekræfte, at en kunde havde fået tjekket to kuponer, hvorpå der var vundet et betydeligt mindre beløb.
Dermed fik vi undersøgt rygtet og fik tillige bragt lidt proportioner ind i historien, der nu mest af alt ligner en fjer, der blev til fem høns.
Gode medier kolporterer da heller ikke bare nyheder, men bidrager selvfølgelig også gerne til at mane løse rygter i jorden og at aflive fordomme.