Ruden kom tirsdag aften ind på Nordsøen Oceanarium

Det hele var overvældende og stemningen spændt, da den enorme rude til det store oceanarium sent tirsdag aften blev løftet på plads.

27

Spændingen steg i løbet af tirsdagen hos ledelse og medarbejdere på Nordsøen, efterhånden som formiddagen og eftermiddagen gik, uden at man fik den 38 tons tunge akrylrude løftet ind i Oceanariebygningen.

Flere gange i løbet af dagen og aftenen blev det tunge løft nemlig udskudt på grund af for meget vind. Det medførte unægteligt en del bekymret ventetid for blandt andre dirketør Karl Henrik Laursen og marketingchef Sylvia Berglund.

Endelig sidst på aftenen lykkedes det så, idet ruden blev løftet op fra jorden og vendt i lodret stilling, hvorefter den måtte vente endnu en times tid på, at vinden igen flovede af, før den blev hejst op i luften og ind igennem taget på Nordsøen Oceanarium. Til sidst blev ruden stillet ned på plads i selve oceanarietanken.

Da arbejdet langt om længe kom i gang, ringede Karl Henrik Laursen og leverede med tydelig tilfredshed det gode budskab til bestyrelsesformand Peter Duetoft. Dermed var en lang rejse for en tung rude endelig ved vejs ende.

De næste par uger vil eksperter fra det japanske firma Nipura, som også har produceret ruden, lave fugerne på det enorme stykke akryl. Det nyrenoverede oceanarium åbner for gæster i påsken 2015.

FAKTA OM RUDEUDSKIFTNINGEN:

  • Oceanariet er et af de største akvarier i Europa. Det er en 33×22 meter stor ellipseformet tank med en vanddybde på 8 meter. Det indeholder 4.500.000 liter frisk havvand.
  • Den største rude i Oceanariet er den er 12 meter lang, 6 meter høj, 41 cm tyk og vejer 38 ton.
  • I 2003 ødelagdes oceanariebygningen af en brand, og det er eftervirkninger af branden der er årsag til at ruden skal skiftes ud.
  • Personale fra Nordsøen Oceanarium har været i Japan og Dubai for at kigge på og udvælge producent til den ny rude.
  • Valget faldt på Nipura fra Japan, der også har produceret en af verdens største akvarieruder, i Dubai Mall. Den er 32,8 m lang, 8,3 m høj og 75 cm tyk.
  • Eksperter i vandbehandling og akvarier, Aqua Teknik fra Esbjerg, er leverandører af ruden, og har også ansvar for ruden under transporten.
  • Den første rude blev leveret i Hirtshals i 1998 i 5 stykker og limet sammen på plads. Denne rude samlet i et stykke.
  • Ruden blev transporteret med fragtbåd fra Kobe i Japan, og var 55 dage undervejs, inden den ankom til Bremerhaven i Tyskland.
  • Turen på lastbil fra Bremerhaven til Hirtshals var en kompliceret del af transporten, da man kun måtte køre om natten, og maks 60 km/timen på grund af rudens størrelse.
  • Kranen, der har løftet ruden ind i bygningen og på plads i oceanariet, vejer 90 ton.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments