Fisk for 23. gang i haven ved Hirtshals Museum

Der er åbningsreception mandag den 1. juli klokken 11.00 i ved Hirtshals Museum.

312

Duften af stegt og røget fisk står en i møde, når den hyggelige museumshave på hjørnet af Vanggaardsgade og Sophus Thomsensgade i Hirtshals er målet for en oplevelse ud over det sædvanlige på en ganske almindelig sommerhverdag. Og det er ikke kun fiskeduft, der fornemmes. Duften fra haven i Hirtshals Museum er krydret med tjæret tovværk og bjæskurter.

Museumshavens sommer-indretning “Fiskekrogen” er ude med snøren hele juli, og der er traditionelt godt med bid.

Mandag den 1 juli indledes sæson nr. 23 i den lille oase midt i Hirtshals.

Godt en snes damer og mænd, der er tilknyttet “Fiskekrogen”, sørger for, at byens folk, turister, gæster og andre kan få en herlig frokost i den hyggelige museumshave. Her serveres der sild – røgede og marinerede – fiskefrikadeller og fiskefileter til rimelige priser.

Samtidig kan der opleves gamle håndværk som rebslagning og den altid moderne vod- og garnbinders aktiviteter.

En håndfuld ældre tidligere fiskere og håndværkere – “Haveholdet” – viser hvad f.eks. en tidligere vodbinder også kan benytte sit håndværk til. Der bliver lavet holdbare og solide hængekøjer, tov med små dekorative træ-dannebrogsflag, og der slås reb til bl.a. fine sjippetov.

“Fiskekrogen” er en støtteforening. Den opstod da ældrecentret “Lynggården” ønskede sig en lift- bus. Den første bus er udskiftet med en ny og indkomsten fra “Fiskekrogen”s aktiviteter bidrager til at holde køretøjet i god, brugbar stand.

Forud for åbningen har ”Fiskekrogen”s ”personale” haft travlt. Sponsorer har endnu engang meldt sig, så råvarerne er fremskaffet. Der steges fiskefrikadeller, fiskefileter skæres ud og gøres parat, så der ikke er ben i serveringen af en hyggefrokost i haven.

“Fiskekrogen”s friske, frivillige damer og herrer lover, at man er helt klar til mandag den 1. juli, så de glade sommergæster kan indtage bænke og borde i museumshaven.

”Fiskekrogen” er åben på hverdagene fra mandag til fredag mellem 11 og 15 i hele juli.

Sidste åbningsdag er den 31. juli.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments