
På billederne til denne artikel er to ud af cirka 20 tidselsommerfugle, som Kurt Prentow iagttog på en lille gåtur i mandags ved Tornby.
– Oprindelig lever de i Nordafrika, men så kan de flyve til Sydeuropa og starte en ny generation dér, og næste generation flyver så videre til Nordeuropa. De kan dog også flyve direkte fra Nordafrika, og derfor kan de også godt virke lidt slidte og afblegede, fortæller Kurt Prentow.
– Visse år kommer der ingen, mens der andre år kommer mange. Sidst vi havde en stor invasion var i 2009, og det passer meget godt med, at der er cirka 10 år mellem de store invasioner. Måske er årets invasion den største i nyere tid, uddyber Kurt Prentow, der selv bor i Tornby.
– Sommerfuglene lægger æg hos os nu, og i løbet af et par måneder kan vi forhåbentlig se den næste generation i stort antal. De vil oftest være mere klare i farverne. Den nye generation vil formodentlig flyve sydpå igen. De kan ikke klare en dansk vinter, slutter Kurt Prentow.
Tidselsommerfuglen er én af vore største sommerfugle og er både større og lysere end vores hjemlige nældens takvinge, som den ligner og er i familie med.
Nyd dem nu i fulde drag med al deres flagrende farvepragt!






















































