To 16 årige drenge tog flugten, da de natten til mandag blev stoppet af politiet. De kørte i en Audi, som tilhørte den ene drengs forældre – om bilen var lånt eller stjålet melder historien ikke noget om.
Audi’en med den 16 årige dreng bag rattet blev på Frederikshavnsvej ved Hjørring forsøgt stoppet af politiet. Det lykkedes dog ikke politiet at få bilen bragt til standsning før Jerup, og her lykkedes det kun, fordi politiet valgte at køre ind i siden på Audi’en.
Bilen var punkteret på det ene hjul, så den kørte direkte på fælgen i længere tid. Omkring Jerup forulykkede bilen, men da den 16 årige lagde an til igen at ville fortsætte sin kørsel, valgte betjentene at køre ind i bilen, så jagten kunne få en ende.
– Der er tale om, at politibilen kører stille ind i siden på audi’en, så den 16-årige holder stille og ikke begynder at køre videre igen. Det er ikke noget frontalt sammenstød, forklarer vagthavende ved Nordjyllands Politi.
Begge de to drenge i bilen var 16 år og fra lokalområdet. De blev taget med på stationen, hvor blodprøver skal afgøre, om der er tale om spirituskørsel. Det er endnu ikke afgjort.
Begge drenge er løsladt og overgivet til forældrene i løbet af natten. Socialforvaltningen vil nu blive en del af sagen på grund af drengenes unge alder.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.