Af Sara Dommerby Toft
Sognepræst
Tornby
Hvad gør et hjem til et hjem? Tryghed, mennesker (og nogle gange dyr), man holder af, genkendelige rum, med genkendelige lyde, dufte og synsindtryk. Ting, der med deres historie er flettet sammen med din egen historie.
Sådan er et hjem, hvis jeg skal beskrive det. Et sted, hvor man både er virksom, med hverdagens mange gøremål, og højtidens mange ritualer, men også et sted, hvor man kan være i ro, hvor man kan hvile sig og lade op – skærmet for alt det, man ikke vil have inden for sin dør, men til gengæld fyldt med alt det, der giver livet næring.
Hvis jeg lukker øjnene og tænker på de hjem, som har betydet noget for mig, så er det altid den duft, der hører til de forskellige hjem, der står frem som noget af det mest markante. Mit barndomshjem, hvor en blanding af min fars cigar og min mors hjemmebag eller en solid gryderet, er noget af det, der stadig kan sende mig tilbage i tiden. Eller min mormors hjem, hvor der ofte duftede af curry-retter, fordi mine bedsteforældre boede i Indien igennem mange år, og tog den for 70’erne og 80’erne ret specielle madkultur med hjem. Tænk selv efter… de dufte, der strømmer ud i et hjem inde fra køkkenet, er nærmest som hjemmets åndedræt.
Samtidig er hjemmet er det private rum. Det sted, hvor man lader paraderne falde, det sted, hvor man ruster sig til at gå ud i verden og virke for samfundet. Derfor er det også i hjemmet, vi får dækket de helt basale behov. Vi sover, vi elsker, vi spiser, vi går
i bad og på toilet.
Sådan har mennesket indrettet sig lige siden bondestenalderen. Men det er ikke sikkert, det bliver ved at være sådan.
For noget tid siden læste jeg en artikel om, hvordan man i mange store byer – begyndende i Tokyo, men nu også i europæiske byer som København, sælger små lejligheder uden køkken i. Vi lever nemlig i en tid, hvor måltidet ikke længere knyttes til vores hjem. Og fremtidsforskere regner med, at fremtidens lejligheder og huse ikke vil have et køkken som det naturlige centrum (her kan man så forestille sig, at en eller anden form for skærm fremover vil tage pladsen i stedet).
Faktisk vil køkkenet i disse fremtidsscenarier være ret sjældent i folks private hjem. At have køkken vil være forbeholdt særlige hobby-kokke, der ynder at lave maden selv – til forskel fra det store flertal, der bestiller maden udefra, hvis de overhovedet spiser, når de er hjemme.
Det hurtigst voksende marked i disse år er hverken tøj, it-udstyr eller wellnes, men take-away-food. Altså mad, som nogen har lavet på en fabrik, og som bliver solgt i forretninger eller bragt ud. Og den slags mad bliver derfor også billigere og billigere.
Det kan ofte ikke betale sig at købe sine egne råvarer og lave alting fra bunden, frem for at købe den færdiglavede mad. Og går man en tur i København, Aalborg – ja sågar i Hjørring en tidlig morgen, så er det tydeligt at se, hvordan rigtig mange mennesker klarer morgenkaffen og det smurte rundstykke på vej til arbejde – enten hurtigt til fods, eller som en lille pause i en af de mange caféer, som der bliver flere og flere af.
Fortsætter man så dagen med at iagttage folks madvaner, så er det yderst få steder, at der hives en hjemmesmurt madpakke frem, og endnu færre, at folk tager hjem og spiser varm mad til middag, som man gjorde det i gamle dage.
I stedet investeres 1000-vis af kroner i alt fra frokost-pizzaer til raw-food, quinoagrød med økofrugtmos og nødder og hvad der ellers er at få – ja selv i Brugsen i Tornby kan man nu få en meget udmærket hummus-salat til frokost, hvis man ikke lige når at smøre madpakke til sig selv, mens man er i gang med børnenes (det sker af og til for undertegnede). Eller hvis man arbejder på en af de store nye virksomheder, er der ikke så sjældent knyttet en kantine med mesterkok og gourmet-retter, som langt overskygger den mad, man kan frembringe sit eget lille køkken derhjemme.
Med andre ord er vores måltider blevet overtaget af markedet. Om ikke mange år vil det sikkert være betydelig dyrere at fremstille en helt almindelig gang rødspætter eller frikadeller med kartofler og sovs, end det vil være at bestille en god og fornuftig aftensmad til hele familien, bragt lige til døren, bestilt i frokostpausen på arbejdet, så man lige kan blive dér en lille time længere, før man skal hjem til familien.
Men det er ikke uden omkostninger, når man fjerner både køkkenet og mange af sine måltider fra hjemmet. Det er ikke tilfældigt at man taler om hjemmets arne, nærmest som om det var hjertet i en krop. For ud fra køkkenet strømmer både varme, dufte og tryghed. Her laves det daglige brød, og her indtager hjemmets beboere det måltid, som binder dem sammen på en meget stærkere måde, end hvis man bare sover under samme tag, og har sin tandbørste stående i et glas ved siden af de andres.
Et hjem uden køkken lyder med andre ord både fattigt og ensomt, for det er samtidig et hjem uden mulighed for at knytte sit liv det, der i meget mere end én forstand nærer os. Og det er på mange måder paradoksalt at overflodssamfundet og velfærdsstaten på et åndeligt plan har gjort os mere og mere ensomme og fattige.
For mange år siden, den gang hvor man stadig skulle kæmpe for det daglige brød, og hvor der reelt set var en risiko for at blive ramt af sult, hvis høsten slog fejl, eller fiskeriet svigtede, da var måltidet noget nærmest helligt. Man begyndte med at takke sin Skaber for den mad man skulle til at spise og bede Ham velsigne sit hjem, skærme for sygdom og død. Først herefter spiste man den føde, der forud var blevet tilberedt i køkkenet – helt fra bunden. Og man spiste den sammen; som dagens højdepunkt var man samlet om måltidet.
På den måde rummede gamle dages fattigdom og trange kår en stor rigdom. Det gør nemlig vores tilværelse betydeligt rigere, hvis vi helt af os selv og spontant omfatter de materielle goder med taknemmelighed. Hvis vi ser os selv som Guds skabninger, der får alting givet og svarer med taknemmelighed.
Nu lever vi i en tid, hvor vi ikke kan andet end at tage det daglige brød for givet, og hvor det ikke er andet end rimeligt, at vi forventer et liv, hvor der er råd til en levestandart, der er svimlende høj, hvis man sammenligner med alle andre tider i menneskehedens historie.
Men alt det indebærer en stor åndelig fattigdom, og hjemmet uden køkken er som en krop uden hjerte – ingen varme, ingen puls, ingen taknemmelighed – kun den rene overlevelse, kombineret med en blind jagt på overfladisk nydelse, som al den nye og spændende take away-food giver os.
Men vi hverken kan eller skal spole tiden tilbage, og det er nu også godt nok, for vi lever i en spændende tid. Til gengæld kan vi gøre noget andet. Vi kan besinde os på, at være taknemmelige for alt det, vi får. Sende Vorherre en tak, også når vi griber en kop kaffe og en sandwich i farten.
For opmærksomheden på, at vi får alting givet, giver også livet sin mening, hvorimod tilværelsen bliver både fattig og indholdsløs, hvis vi tager alt for givet.
Kilde: Lokalbladet Vi-To.
