Vrejlev Kloster afholder søndag Klostermarked

På Vrejlev Kloster er det efterhånden blevet en tradition at åbne gårdsplads, hovedbygning og klosterhave til et årligt Klostermarked.

407

Det populære Klostermarked holdes på Vrejlev Kloster ved Poulstrup, på søndag d. 9. juni fra kl. 10-16, og i samme tidsrum er Vrejlev Kirke åben.

Vrejlev Klostermarked bliver en dag med ægte markedsstemning, hvor gæsterne kan komme og opleve en lang række boder med blandt andet planter, beklædning, håndarbejde, husflid, kunsthåndværk, samt et fødevaremarked med delikatesser baseret på landsdelens kvalitetsfødevarer – og naturligvis er en af boderne fra Ingstrup Mejeri, der laver ost og smør af mælken fra køerne på Vrejlev Kloster. Sulten kan også stilles i caféen i hovedbygningens spisestue og riddersal, og den gode stemning underbygges med ”Advokatens New Orleans Jazz Band”, der spiller gårdspladsen op.

Malthe C. Holst fra Vrejlev Kloster viser rundt på Vrejlev Klosters landbrug kl. 11.45, og i Vrejlev kirke og på kirkegården vil der være rundvisning ved Kirsten Blichert, og det foregår kl. 13.45.

Vrejlev Klosters flotte have står i fuldt flor netop nu og klosterhaven er åben for publikum. I klosterhaven giver SHI´s dygtige Landsdelsjuniorhold gymnastikopvisning kl. 14.30. Til børnene er der ponyridning, klappedyr og underholdning, samt snobrødsbagning, mens der er udstilling af nye biler, havemaskiner, veteranbiler og veterantraktorer for ”de store drenge”. På gårdspladsen sælges isvafler med is fra Is Kompagniet, lavet af mælken fra Vrejlev Klosters køer, kolde fadøl fra Løkken Bryghus, sodavand, vand og varme grillpølser fra Rosenbeck Frilandskød.

Entré koster 50 kr. og der er gratis adgang for personer under 15 år, samt for deltagere i Klostertrail. Se mere om Klostertrail på https://www.facebook.com/Klostertrail-ved-Vrejlev-Kloster-166434384034511/

Besøg også Vrejlev Kirke og den smukke kirkegård
Vrejlev Kirkegård i løbet af dagen, samt gudstjeneste i Vrejlev Kirke. Se mere om Vrejlev Kirke på www.vh-kirker.dk hvor der også er link til Vrejlev og Hæstrup kirkernes Facebookside.

Historisk om Vrejlev Kloster

Vrejlev Kloster var indtil reformationen et nonnekloster af præmonstratenserordenen.
Året for klosterets oprettelse er ukendt, men det var formentlig grundlagt som datterkloster af munkeklosteret Børglum Kloster, hvorfra en broder 1215 var sendt til Rom for visse anliggenders skyld og som det følgende år fra ordenens hovedkloster i Prémontré medbragte en påmindelse om ikke at optage søstre.

Formentlig har Vrejlev Kloster ikke da været oprettet, men i 1254 var klostret i funktion. Senere i 1268 betænkes det i et testamente sammen med andre klostre.

I spidsen for nonnerne stod en priorinde; af disse nævnes Cecilie 1335, Anne Poulsdatter 1508-36. En prior administrerede klosterets gods, formentlig oftest en munk fra Børglum kloster; af disse nævnes Niels 1340, Jon Jensen (-1457) omkring 1420, Anders Jepsen 1451, Mads omkring 1461, Niels Nielsen 1462, Anders samme år, Niels Nielsen (Banner) (-1479), Peder Bang 1483-84 og Poul Andersen 1502-08. Flere af priorerne boede på Børglum Kloster.

Klosteret samlede sig ikke de store godsmængder, men ejede dog af større gårde Gerndrup, Gårdbo (Horns hrd.), Hesselholt, Lindholt, Pilegård, Sindholt, Åbenterp, Agdrup, Græshede, Tjæret (nu Rønnovsholm) og Lie. I 1487 og 1489 siges det, at klosteret ejede Hæstrup Kirke.
Ved reformationen inddroges klosteret under kronen, og allerede på Frederik 1.s tid havde børglumbispen Stygge Krumpen det i værge; Skipper Clement forlenede det til Klaus Iversen (Dyre), men efter hans kortvarige regimente bestyredes Vrejlev på kongens vegne af en foged.
Videre op igennem historien har der været et utal af ejere, som har drevet stedet på mere eller mindre heldigvis.

I 1932 køber Svend Malthe Holst godset, og flytter på det tidspunkt ind i et relativt nyt og moderne hus, da det i 1914/15 var genopbygget efter en større brand.

S. M. Holst drev stedet frem til 1972, hvor den første del af godset blev skiftet til hans søn Troels A. Holst, som siden overtog den resterende del i 1976. I 2014 overtog Malthe C. Holst, Vrejlev Kloster, som 3. generation i Holst familien.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments