Af Michael Bue Nielsen
Formand for LO Vendsyssel
Stem for at styrke velfærden når vi skal i stemmeboksen for at stemme til folketingsvalget. Vi skal have sat en stopper for den stigende ulighed, som vi har oplevet med Løkke regeringen.
Sæt dit kryds på et parti der vil investere i uddannelse, indsatser for ledige, udsatte og syge. Vi skal styrke sikkerhedsnettet så vi kan bevare trygheden og ikke frygte fremtiden.
Vi skal arbejde længere, men samtidig har vi set Løkkes regering spare mere end 100 millioner kroner på indsatserne for at sikre et godt arbejdsmiljø. Det hænger ikke sammen. Vi har brug for en ny regering der igen vil styrke Arbejdstilsynet med højere og flerårige bevillinger og vi skal investere i rådgivning til virksomhederne om arbejdsmiljø. Alle her krav på et sundt og sikkert arbejdsliv og ingen skal blive syge af at passe sit arbejde.
Alt for mange oplever at blive slidt ned inden de når til pensionsalderen, fordi de har haft hårde fysiske eller psykiske jobs igennem rigtig mange år. Mange er nødt til at klare de sidste år med smertestillende medicin og føler, at de er kastebold imellem midlertidig offentlig forsørgelse. Det er ikke værdigt. Alle har ret til flere gode år efter et langt arbejdsliv. Ingen skal gå direkte fra arbejdet og over til sygesengen eller i graven. Vi skal have en ny regering som vil arbejde for at alle får flere gode år både på arbejdsmarked og som pensionister og samtidigt vil sikre at de som ikke kan arbejde mere kan trække sig tilbage tidligere. Det er værdighed.
Vi har brug for en stærk offentlig sektor, som kan passe vores børn, syge og ældre, mens vi passer vores arbejder. Det er med til at skabe rammerne for en privat sektor med vækst og velstand. Vi er et rigt land. Vi skal have en ny regering som vil sørge for at velfærden følger med, når der kommer flere børn og ældre. Vi har ikke brug for at skatter og afgifter bliver sænket til gavn for de rigeste og investeringer i velfærd og uddannelse bliver beskåret.
Vi har brug for en ny regering som udvikler velfærden ved at styrke skattekontrollen. Husk det når du sætter dit kryds.