Branchen havde inviteret til vælgermøde hos Sol og Strand i Hune med et punkt på dagsordenen: turisme.
– Turismen i Nordjylland er særdeles vigtigt og skaber mange arbejdspladser. Det er synd, at det ikke har fået større fokus, men det vil vi gerne råde bod på med dette vælgermøde, så det får den fokus, det skal have, siger Poul Fejer Christiansen, vicedirektør i Feriehusudlejernes Brancheforening.
Branchen vil gerne have politikerne til at lempe afgifterne og gøre det nemmere at bygge, bl.a. flere sommerhuse. En holdning, som Liberal Alliance støtter.
– Jeg synes, branchen gør rigtigt, rigtigt meget. Det, vi skal gøre fra politisk hold, det er at gå lidt mindre i vejen, så de får lov til at udvikle sig, og så skal vi have fingrene lidt mere væk fra deres kasser. Så de får lov til at beholde flere af deres penge, så de har noget at udvikle sig for, siger Christina Egelund, folketingskandidat for Liberal Alliance.
Orla Hav var den eneste politiker fra rød blok, der var med til mødet. Han var mere skeptisk over for branchens ønske om at bygge flere sommerhuse i naturen.
– Det, der i høj grad er turismebranchens fortrin i Danmark, det er den natur, vi har. Det, at der er højt til loftet, og det, at man kan færdes trygt. Det er vores væsentligste trækplaster, siger Orla Hav, folketingskandidat for Socialdemokratiet.
Kilde: TV2 Nord.
Foto:Arkiv.