Første halvleg begyndte lidt forsigtigt. De to mandskaber skulle lige se hinanden an, og det var først efter de første 10 minutter, der rigtig kom gang i spillet.
Og det var gæsterne fra domkirkebyen, der fik åbnet først op for posen med chancer. Efter 11 minutter havde de to gode muligheder, men i begge tilfælde fik vi blokeret.
I den anden ende kom vi langsomt bedre med. Mads Mikkelsen fik en stor mulighed efter knapt et kvarters spil, hvor Seyi Adekoya kom til baglinjen og sendte en bold ind i feltet, hvor Mikkelsen stod relativt fri. Men en Viborg-spiller kom i vejen for Mikkelsens afslutning, og målkontoen blev derfor ikke åbnet i denne omgang.
Det gjorde den tilgengæld et par minutter senere. En Viborg-spiller fik lidt klodset hånden på bolden i en ufarlig situation, og dommeren fløjtede korrekt for straffespark. Det udnyttede Seyi Adekoya stensikkert og bragte os foran 1-0.
Et par minutter senere kunne og burde Adekoya have fordoblet sin måltotal. Han slap alene igennem, driblede forbi keeperen, men fik ikke afsluttet før en Viborg-forsvar kom i vejen.
I stedet for at være foran 2-0 fik Viborg udlignet. Også på et straffespark. Mads Sylvan var ellers tæt på at forhindre scoringen, men hans ene hånd kunne ikke holde bolden ude af nettet.
Frem mod halvlegen bølgede spillet lidt frem og tilbage. Begge hold havde deres muligheder, men der faldt ikke flere scoringer før pausen.
Det gjorde der tilgengæld efter pausen. Allerede efter godt fem minutter fik gæsterne bolden i nettet. Viborg fik et frispark på kanten af feltet, som Mads Sylvan halvklarede. Returen faldt lige ud til en klædt i grøn, der let kunne sparke bolden i mål.
Herefter sad der Viborg på det meste, og de spillede med stor tålmodighed. Gæsterne i grønt fik også testet vores forsvar og keeper-Sylvan, men vi holdt stand – lige indtil det 76. minut, hvor Viborg med fine kombinationer spillede sig i gennem, inden de udplacerede Sylvan. 3-1.
I kampens sidste fase gik dampen lidt ud af begge hold, og der blev ikke scoret yderligere.
Viborg tog dermed alle tre point – og vi fastholder den delte 1. plads i puljen. Lige nu er vi á point med Silkeborg IF. Begge hold mangler én kamp.
Matchfacts – Reserveligaen, 7. runde
Vendsyssel FF – Viborg FF 1-3 (1-1)
Mål: 1-0 17. min Seyi Adekoya (str.), 1-1 26. min Viborg (str.), 1-2 51. min Viborg, 1-3 76. min Viborg
Startopstilling, Vendsyssel FF (3-5-2): Mads Sylvan – Mads Roerslev, Ruben Winther (HI), Oliver Helledie Isaksen (HI) (66. Simon Hansen) – Jeppe Raunbak (HI), Esben Sørensen (HI), Mads Hoe Nielsen (HI), Mads B. Mikkelsen (61. Nikolaj Pedersen), Daniel Christensen (61. Rasmus Prangsgaard) – William Rams (HI), Seyi Adekoya (61. Jonas Raunbak)
Næste – og sidste – kamp i Reserveligaen er også mod Viborg FF. Den spilles mandag d. 20. maj klokken 16 i Viborg.