De medlemsvalgte bestyrelser fra Kvickly Hjørring, SuperBrugsen Hirtshals, Dagli’Brugsen Bindslev og Dagli’Brugsen Tornby står som tidligere år bag aktiviteterne på stand nr. 49 ved Naturmødet i Hirtshals.
Coop har udviklet en af verdens måske mest ambitiøse emballagestrategier, og netop ”bæredygtig emballage” er hovedtemaet i dette års debatter og oplæg. Der vil også være aktiviteter for de helt unge deltagere, når elever fra Hirtshals Skole sammen med folkene bag Coops skolekontakt og lokale bestyrelsesmedlemmer bygger Skrotrobotter ud af emballageaffald.
Det er lokale kræfter, der står for det praktiske arrangement, men Naturmødet har høj prioritet i hovedkvarteret i Albertslund. Derfor kommer en række fagpersoner fra Coop og bidrager til spændende oplæg og debatter om bæredygtighed i dagligvarehandlen – både på Coops egen stand og på de store scener.
Bestyrelsen for andelsfællesskabet Coop amba kommer også til Hirtshals, og formand Lasse Bolander mener, det er helt naturligt for en organisation som Coop at deltage.
– I Coop har vi altid arbejdet med at sikre mere bæredygtige og sunde varer til gavn for både miljø og mennesker. Derfor er vi selvfølgelig med på Naturmødet. Vi er en organisation af mange ildsjæle, som værner om naturen og går op i at beskytte den gennem ansvarligt forbrug, og jeg er glad for, at vores lokale aktive medlemsvalgte har taget initiativ til, at Coop har været med på Naturmødet siden 2017, siger Lasse Bolander.
– Coop har udviklet en af verdens måske mest ambitiøse emballagestrategier, fordi vi ved, at emballage og plast er en daglig kilde til bekymring og irritation hos mange forbrugere. Vi er lige nu i gang med at sætte en ny standard for bæredygtig emballage i detailhandlen. Det betyder, at vi systematisk gennemgår vores egne varer for at optimere emballagen til fordel for miljøet. Vi glæder os til at sætte emballage og plastik på dagsordenen i Hirtshals og få nogle gode, udfordrende debatter med de besøgende på dette års Naturmøde, slutter Lasse Bolander.
Ansvarlighedschef i Coop, Thomas Roland, gør os både torsdag og fredag klogere på, hvordan vi som forbrugere kan handle mere klimavenligt. Det sker med oplæg og debat om ”Klimavenligt forbrug – er det muligt? – hvad skal vi vælge? – og hvad gør Coop?”
Desuden er der både torsdag og fredag emballage på programmet, når Thomas Roland udfordrer fordommene om plastik med sit oplæg ”Plastic fantastic”, hvor han bl.a. kommer ind på, hvorfor plastik er bedre end sit rygte.
Fredag debatterer CSR-direktør i Coop, Signe Frese, detailhandlens brug af emballage. Denne dag kan forbrugere, der ønsker at skåne miljøet og samtidig undgå skadelig kemi, desuden opleve Signe Frese fortælle om de produkter, man kan vælge. Hun sætter fokus på Coops eget mærke Änglamark, og hvorfor Änglamark-produkterne er et godt valg for både naturen og forbrugerne.
På standen er der alle dage smagsprøver på Änglamark-produkter.
Se hele Coops program på Naturmødet 2019
Coop er også involveret i en lang række af andre aktiviteter på Naturmødet. Det kan man læse mere om på Naturmødets hjemmeside eller Facebook-siden ”Coop på Naturmødet”.