Med et sprængfyldt program bliver der også masser af munde at vande rundt omkring på Naturmødets scener.
Derfor er Naturmødet gået sammen med Hjørring Vandselskab om at tage sig af deltagernes væskebalance til Naturmødet 2019. Fundamentet for den indsats skal bygges på syltetøjsglas.
Hjørring Vandselskab og Naturmødet har siden nytår indsamlet ca. 500 syltetøjsglas. De skal erstatte plastikflaskerne rundt omkring på scenerne i Hirtshals. Det er altså meningen, at moderatorer, oplægsholdere og debattører skal drikke af de genbrugte syltetøjsglas, som selvfølgelig kommer i alverdens former og størrelser. Hvis Anders Lund Madsen eksempelvis bliver tørstig under en af debatterne, står der således et køligt syltetøjsglas med frisk postevand klar til ham.
– Vi har holdt en række møder med Naturmødet, for at finde ud hvordan vi kunne udvide vores samarbejde i år. Én af vores idéer var at slippe af med plastikflaskerne. Derfor har vi været i gang med at samle brugte syltetøjsglas ind. Dem har folk været rigtig gode til at komme med, siger Anna Klitgaard fra Hjørring Vandselskab.
Vand til alle gæster
Hjørring Vandselskab kommer ikke kun til at fylde syltetøjsglas op til Naturmødet. Igen i år kan alle gæster nemlig kigge forbi selskabets vandbar og få fyldt deres drikkedunke op.
Husk det, når du besøger Naturmødet den 23. til 25. maj i Hirtshals.