KLUMME: Minder fra bagsædet af en sølvgrå Opel Ascona

Af Christian Borrisholt Steen

Foredragsholder og tidligere medlem af Etisk Råd

I denne tid er det 28 år siden, at jeg blev konfirmeret. Dengang foregik transporten til og fra kirken i mine forældres sølvgrå Opel Ascona. Det var der ikke noget usædvanligt ved. Når jeg ellers ikke cyklede – hvilket jeg gjorde for det meste – så var mors og fars Ascona dengang det foretrukne transportmiddel.

Her på det seneste har der været en del debat om, hvorvidt årets konfirmander bør have lov til at blive hentet i store biler og åbne sportsvogne i forbindelse med deres konfirmation. I den forbindelse hørte jeg om en præst, som direkte havde forbudt konfirmanderne at blive kørt i store biler fra kirken på deres store dag.

Præstens begrundelse var, at det var synd for alle dem, der ikke havde mulighed for at blive kørt i store biler og i stedet måtte tage til takke med endnu en tur i forældrenes gamle Opel. Jeg synes ikke, det er pænt, sådan at tale nedladende om gamle Opel-biler.

Da jeg for et par år siden var til konfirmation i en af de større kirker i Aalborg, var der flere af konfirmanderne der blev hentet i store biler og åbne sportsvogne, men det var faktisk slet ikke dem, der tiltrak sig den største opmærksomhed. Det var tværtimod en ung fyr, som blev hentet i en overdådigt pyntet trillebør. Jeg vil tro, at han fik sig en oplevelse for livet, som han sikkert senere vil glemme, end mange af de kammerater, som fik en tur i deres onkels Tesla eller Audi.

Jeg synes ikke, præsterne skal blande sig i, om konfirmanderne bliver hentet i en trillebør eller i en Tesla – eller i en gammel Opel. I stedet synes jeg, at præsterne burde koncentrere sig om at give konfirmanderne en uforglemmelig dag inde i kirken. Det kunne nogle præster i hvert fald sagtens gøre sig langt mere umage med.

For nogle år siden var jeg gæst ved en konfirmation i et landsogn her i det nordjyske, og der var det i hvert fald heldigt, at der var blomster på kirkebænkene, da man ellers kunne komme helt i tvivl om, hvorvidt der skulle foregå noget særligt i kirken netop denne søndag. I hvert fald kunne man ikke høre på præsten, at dagen var noget særligt. Hun lød nærmest som om hun mest af alt var glad for, at det nu langt om længe var overstået, og at hun nu i flere måneder kunne blive fri for at skulle tilbringe en formiddag hver uge sammen med en flok 7. klasses elever.

Så kære præster, hermed en opfordring til, at I gør jer umage med at gøre den kirkelige handling og konfirmandernes store dag til en uforglemmelig dag. Først og fremmest ved, at I bidrager til at gøre de unges bekræftelse af dåben og det kristne budskab vedkommende og relevant for de unge mennesker i deres hverdag.

Til gengæld kan I roligt overlade spørgsmålet om, hvordan konfirmanderne skal køres til eller fra kirken til forældrene og de unge selv.