Fra og med tirsdag den 6. januar 2015 opkøbes der igen rødspætter fra medlemmer af foreningen til den såkaldte oplagringsordning hos DFPO.
Sidstnævnte er en forkortelse for Danske Fiskeres Producent Organisation, som fra den 1. juli 2014 blev den fælles platform for Danmarks Fiskeriforening og Danske Fiskeres PO.
Opkøb vil dog kun ske for rødspætter størrelse 4 E/A, hvilket er samme ordning, som har været gældende i løbet af efteråret 2014, såfremt fisken ikke opnår den såkaldte udløserpris, skriver FiskeriTidende.
Ordningen var midlertidigt sat ud af kraft den 5. januar 2015, men nu er udløserpriserne endelig godkendt af de danske myndigheder. Derfor kan medlemmerne atter få afsat deres rødspætter, hvis ikke de opnår den nævnte pris.
Udløserprisen for rødspætter med størrelse 4 E/A er blevet 4,22 kroner pr. kilo. Prisen er gældende for perioden fra den 1. januar frem til og med den 30. april.
For den resterende del af 2015 er udløserprisen sat til 5,68 kroner pr. kilo, oplyses det afslutningsvis hos FiskeriTidende.