Nervøs pointdeling for Vendsyssel

Spændingen var ikke altid på sit absolut højeste. Og Vendsyssel FF har også leveret bedre præstationer end den, de leverede i aftenens kamp.

172
Vendsyssel FF er et skridt nærmere at forblive i Superligaen. Foto: Arkiv.

En 0-0 kamp kan have varierende grader af spænding. Nogle er drønkedelige, andre byder på super underholdende fodbold med to gode målmænd, der forhindrer scoringer. Og så er der dem midt i mellem. Og vores kamp mod Randers FC vil nok ryge ind i den sidste kategori.

Til tider var det en underholdende kamp. Og det må vi nok takke gæsterne fra Randers FC for. De havde 14 afslutninger i opgøret. Men hver gang de nærmede sig vores mål, stod en velspillende Nicolai Flø og et godt forsvar dirigeret flot af – i dagens anledning – anfører Søren Henriksen i vejen.

Fra kampens start var det udeholdet fra Kronjylland, der sad på kampen. De ville det hele og kunne det meste. Men de kunne ikke overliste vores defensiv.

Selv virkede vores spillere en anelse nervøse. Vi fik kun i korte perioder fodfæste om opgøret, og tiltvang os ikke mange chancer – desværre.

Men krigerindsatsen kan der ikke stilles nogen spørgsmålstegn ved. Det var en fuldbyrdet arbejdsindsats fra hele banden.

Og det var nok til at hive det ene point hjem, der var nok til at sikre os den vigtige 3. plads i Gruppespillets pulje 2.

Det betyder, at vi d. 12. maj spiller første Playoff-kamp om en plads i næste års Superliga. Modstanderen bliver enten SønderjyskE eller AC Horsens. Hvem det bliver finder vi ud af søndag, når de to mandskaber afslutter deres gruppe.

Sikkert er det dog, at vi spiller første kamp på Nord Energi Arena. Søndag d. 12. maj.

Matchfacts, Superligaen, 32. runde

Vendsyssel FF – Randers FC 0-0 (0-0)

Advarsler: 42. min Alhaji Kamara

Tilskuertal: 2157

Startopstilling, Vendsyssel FF (3-4-3): Nicolai Flø – Andreas Kaltoft, Søren Henriksen, Jeppe Svenningsen – Mads Roerslev, Francisco Júnior, Mikkel Wohlgemuth, Matti Steinmann – Tiémoko Konaté, Alhaji Kamara (46. Benjamin Källman), Jón Dagur Thorsteinsson (72. Morten Knudsen)

Startopstilling, Randers FC (4-4-2): Patrick Carlgren – Johnny Thomsen, Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy – Frederik Lauenborg (73. Mads Aaquist), Nicolai Poulsen, André Rømer, Saba Lobjanidze – Mikael Boman (83. Benjamin Stokke), Marvin Egho (61. Emil Riis).

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments