Mange havde valgt at tage værkerne i øjesyn, før Jane Christensen i Madpakkerummet bød velkommen til påskeudstillingen ved Kunst på Fyret.
Dernæst var det museumsinspektør Kathrine Hejborg Kristensen, som præsenterede kunstnerne med en indlevet tale og officielt åbnede påskeudstillingen ved Hirtshals Fyr.
Museumsinspektøren fik blandt meget andet i talen både fremhævet de udstillede værkers bredde og dermed forskellighed samt 100 års jubilæet i Hirtshals.
Det sidste var vigtigt, fordi tre af de første 100 smukke jubilæumsvaser fremstillet af pottemager Joan Grønfeldt Kristensen netop er udstillet ved Kunst på Fyret.
Desuden udstiller så vidt forskellige kunstnere som Ninne Nielsen, Søren Friis, Morten Lykke, Stinne Teglhus og Inger Jensen. Alle ihukommende årets tema Hirtshals.
Interessant er i øvrigt ikke mindst spændet fra Morten Lykkes abstrakte skulpturer i akryl til Ninne Nielsens ekspressive oliemalerier med umiskendeligt lokale motiver fra Hirtshals.
Stinne Teglhus brillerer desuden også her som på Den Gamle Station med små finurlige billeder på kobber fra det gamle tag på Hirtshals Fyr.
Inger Jensens vævede billeder henter til gengæld og tydeligvis deres udtryksfulde motiver fra naturen tæt ved kunstnerens hjem i Tornby.
Endelig fornægter den arkitektoniske og ofte udfordrende rumlighed sig aldrig i de små og store skulpturer af arkitektuddannede Søren Friis.
Udstillingen er åben fra den 14. til og med den 22. april kl. 13 til 17. Kaffestuen er åben i samme tidsrum ved Hirtshals Fyr.
Husk endelig også fortsat påskeudstillingen på Den Gamle Station.
Link til tidligere foromtale