Ved lørdagens årsmøde kunne formanden for bestyrelsen, Flemming Andersen, berette om et år med medlemsfremgang og et meget højt aktivitetsniveau hos Dagli’Brugsen i Bindslev.
Dagli’Brugsen har sammen med Spejderne været initiativtager til ”Bindslev spiser sammen”. Det har indtil nu været afholdt tre gange med over 100 deltagere i gennemsnit. Aktiviteten kører videre i 2019, og der er allerede over 20 lokale beboere, der har tilbudt deres hjælp med afviklingen af arrangementet.
Formanden omtalte endvidere Dagli’Brugsens deltagelse i arrangementet Coast2Coast den 22. juni. Det blev en stor succes. Temaet for rastepladsen i Bindslev var jul, og kl. 22.22, da løbet blev skudt i gang i Skallerup, blev det store juletræ tændt på parkeringspladsen, samtidig med at der blev serveret champagne til de fremmødte. Klokken 24 var der gratis risengrød. Igen i år vil der være depot og pitstop på Dagli’Brugsens parkeringsplads. Det bliver fredag den 21. juni, hvor op imod 2000 cykelryttere gør ophold i Bindslev.
Herudover har bestyrelsen stået for bagagerumsmarked og børneloppemarked, ligesom man har deltaget på sommerens torvemarkeder i midtbyen. Flemming Andersen omtalte også de overordnede Coop-initiativer indenfor økologi, forbudte kemikalier og ny emballagestrategi, hvor man vil udskifte 4000 emballager af plast, metal og glas med pap, papir og bioplast.
Efter formandens beretning gav uddeler Klaus Kold en redegørelse for butikkens økonomi, og han kunne med tilfredshed oplyse, at omsætningen i 2018 nåede op på 26,5 mio. kroner (eksklusiv moms) – en stigning på 2,5 % i forhold til året før.
Til slut takkede formanden medlemmerne for deres støtte og opbakning til butikken.
Foto: Jens Kranen Photography.