I Skallerup Seaside Resort har der de senere år været en stigende efterspørgsel efter både flere og større ferieboliger. Den nuværende største feriebolig på 143 kvm, spahuset F12 til 12 personer, er blevet for småt til de store familier, som gerne vil holde ferie sammen i flere generationer.
Og dem bliver der flere og flere af – den nuværende kapacitet på 25 spahuse F12 dækker langt fra behovet.
– Vi ser et mønster i bestillinger af spahuset F12, hvor der oftest bestilles et eller to mindre huse med på samme reservation for at have plads til alle familiemedlemmerne. Desuden skal vi nu seks måneder frem i kalenderen for at finde en ledig weekend i et spahus F12 – for et par år siden skulle vi kun kigge tre måneder frem, fortæller salg- og marketingchef Mette Clausen.
For at imødekomme efterspørgslen på større feriehuse, realiseres nu planen om et feriehus på 217 kvm med tre værelsesfløje med hver to værelser og badeværelse samt stort køkken og stue. Huset får sengepladser til 18 personer, det ene badeværelse udstyres med en spa til 8 personer, og indrettes delvist med handicapvenlige funktioner.
– I første omgang har vi stukket spaden i jorden til tre F18 huse, som bliver klar til udlejning sidst på året. Vi har allerede flere forespørgsler på husene, og indfries vores forventninger til høj belægning, kommer vi snart til at bygge flere af disse store huse, tilføjer fortsætter Mette Clausen.
Når de 3 nye spahuse F18 står færdige, har Skallerup Seaside Resort i alt 286 ferieboliger. Samlet vil der være overnatningskapacitet til 1.884 personer.