Retro/genbrug/kræmmer/loppemarked, kald det lige hvad du vil, for onsdag var der alt muligt i Guld og Rod på Farøvej i Hjørring, hvor indehaver Per Harboe bød til fest for et års fødselsdag med butikken.
Den skønne sangerinde Maibrit Post underholdt i fin form med rock, country og dansktop-pop og gav også en lille duet i sin fødselsdagssang til og med indehaver Postmand Per, som nogle sjove hoveder havde døbt ham i dagens anledning.
– Det blev en rigtig dejlig dag. Stor tak til Maibrit Post for skøn underholdning, tak til de mange hjælpere, der havde bagt kage og lavet kaffe og alt muligt, tak til de spændende standlejere og ikke mindst tak til de mange mennesker, der dukkede op for at gratulere og feste med os, siger Per Harboe.
Guld og Rod begynder i den den kommende weekend sommerens loppemarkeder hver lørdag og søndag uden for butikken under halvtaget, hvor alle kan købe en stand for en dag eller to.
-Bestil gerne plads i god tid i butikken eller duk op med et bord og det, du gerne vil sælge. Der er åbent ude og inde lørdage og søndage 10-15 og på hverdage indendørs fra 9.30-17.30, oplyser Per Harboe.