Poul Jansen: Den smilende påfuglefjer

På den lokale netavis har vi denne lidt blæsende, men ellers smukke forårsdag fornøjelsen af at bringe digtet "Den smilende påfuglefjer" af den lokale lyriker og forfatter Poul Jansen.

72
Den smilende påfuglefjer

Med længsel jeg drikker af våren
nu slubrer mit tørstende sind
jeg mærker at maven den knurrer
og ta’r en bid svalende vind
jeg elsker når sangfugle fjanter
mens blomsterne stråler og ler
da sættes der atter på sjælen
en smilende påfuglefjer

Og havet sig pynter med solglimt
mens bølgen den sætter sit hår
og brændingen stryger sin strandbred
med kærlighed nu det er vår
hør havstokken fyldes af latter
der følger den svalende vind
og sender et skumsprøjt der aer
mit hungrende vårkåde sind

Det føles som tørsten ej slukkes
og maven er næppe fyldt op
jeg drages af våren og duften
en længsel i hele min krop
jeg rækker mod sanglærkens triller
og oppe på himlen jeg ser
at sjælen den driller mit sind med
sin smilende påfuglefjer


Af lyriker og forfatter Poul Jansen i april 2019.


Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments