Indehaver Finn Hansen oplyser, at han lukker sin tøjbutik Jeff & Co på Springvandspladsen i Hjørring og slutter af med ophørsudsalg med 30 procent på alle varer.
-Tilbage i november 1982 kom Jeff til Hjørring som den “frække dreng” i klassen indenfor herretøjsmode. 37 år er gået med både op- og nedture. Det har været en spændende og udfordrende rejse, hvor jeg altid har været glad for at komme på arbejde og følt butikken som mit andet hjem.
Tiden er nu kommet til at søge nye udfordringer for Finn Hansen, og i den forbindelse fremlejer han sit lokale med den attraktive beliggenhed til nye iværksættere.
-Jeg vil gerne have lov til at takke alle mine fantastiske kunder, som har bakket os op årene igennem. En stor tak skal også lyde til alle de dygtige medarbejdere, som har ydet en stor indsats og god service i butikken.
-Sidst men ikke mindst vil jeg takke min dejlige familie for support og støtte igennem tiden – foruden dem havde det ikke været muligt at holde butikken kørende gennem de sidste 37 år.
-Jeg håber i vil støtte op omkring min beslutning og sammen lade os få en god afslutning.