Markant flere unge vælger erhvervsuddannelse i Hjørring Kommune

For første gang i mange år vælger mere end hver fjerde ung i Hjørring Kommune at søge ind på en erhvervsuddannelse.

136

En dugfrisk opgørelse fra Undervisningsministeriet over grundskoleelevernes uddannelsesvalg er glædelig læsning for det lokale erhvervsliv i Hjørring Kommune. Ministeriets opgørelse viser nemlig, at 26,6% af de lokale unge ønsker at begynde på en erhvervsuddannelse efter 9. og 10. klasse.

Det er hele 3,6% flere end i 2018 og den mest markante fremgang i mange år. På landsplan vælger gennemsnitligt hver femte elev (20,1%) en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Den stigende interesse for at tage en erhvervsuddannelse glæder formanden for kommunens Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalg, Thomas Klimek (S).

– Det er en rigtig pæn udvikling, der viser, at endnu flere unge har øje for, at en erhvervsuddannelse også er en god vej til spændende jobs. Her i Vendsyssel er vi en del af Produktionsdanmark, hvorfor der er rigtig gode beskæftigelsesmuligheder for de lokale unge efter endt uddannelse.

Thomas Klimek (S). Foto: Arkiv.

Den øgede søgning til erhvervsuddannelserne kommer samtidig med, at Hjørring Kommune, i meget tæt samarbejde med mange lokale interessenter, er ved at færdiggøre en stor og ambitiøs Ungestrategi, hvor de unge får større muligheder for at få indblik i den lokale erhvervsstruktur og lokale muligheder for uddannelse og beskæftigelse. Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget tror, at det er realistisk at forvente, at hver tredje ung i kommunen vil vælge en erhvervsuddannelse om 5-7 år.

– Ungestrategien handler ikke om, at vi skal dirigere de unge i en bestemt retning. For de unge skal naturligvis vælge lige den uddannelse eller beskæftigelse, som de finder bedst for dem. Men med Ungestrategien kommer vi gennem forstærket samarbejde og koordinering med grundskolerne, virksomhederne, vejledningen og øvrige uddannelsesinstitutioner til at åbne endnu flere døre for vores børn og unge. En del af disse vil være ud til de lokale virksomheder, og jeg tvivler ikke på, at det vil være en øjenåbner for mange unge, som ikke kender så meget til de mange spændende jobs, man lokalt kan uddanne sig til og få arbejde indenfor, mener den socialdemokratiske udvalgsformand, der selv oprindeligt har taget en erhvervsuddannelse. Klimek (S) pointerer, at en erhvervsuddannelse er rigtig mange ting, hvilket Ungestrategien skal være med til at nuancere.

– Erhvervsuddannelser rækker lige fra de sorte fag som smed, bygge/anlæg, industri til købmandskab i detailbranchen og ud i service- og oplevelsesbrancher som turisme, – hotel og restauration, påpeger udvalgsformanden, der garanterer, at en lang række virksomheder indenfor meget forskellige brancher, er klar til at vise de unge grundskoleelever de mange muligheder.

– Vi har allerede nu et pænt tocifret antal virksomheder, der er klar til at åbne dørene til deres verden, og inden længe vil det antal være vokset markant, hvilket er lig muligheder for vores unge. De kan i hvert fald få større afklaring og nogle virkelighedstjek, inden de vælger en ungdomsuddannelse, hvad enten de så søger mod det boglige eller faglige, slutter formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget i Hjørring Kommune, Thomas Klimek, Socialdemokratiet.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments