Flere rejetrawlere til Hirtshals Havn

Havnen har i løbet af årets første fem måneder oplevet et boom i antallet af rejetrawlere, som lander frosne rejer.

23

Efter et par sløve år med 3 til 4 rejetrawlere på årsbasis, har havnen allerede nu haft besøg af fem rejetrawlere, og det forventes at samme antal rejetrawlere vil lægge veje forbi Hirtshals hen mod slutningen af året, oplyser Hirtshals Havn.

– Vi har nogle gode faciliteter til losning af disse trawlere. En ny kaj med vanddybde på 10.50 meter, gør at disse trawlere kan ligge til lige uden for frysehuset. Desuden har Hirtshals fået et godt ry i forhold til losning af disse skibe. Vi har havnearbejdere som kan losse disse skibe med en meget høj hastighed, hvilket betyder mindre tid i havnen og mere tid på søen. Det gode samarbejde mellem North Atlantic Shipping og Hirtshals Stevedore, der står for losningen, er af afgørende betydning ved disse anløb, siger direktør Jens Skødt Petersen fra den lokale virksomhed North Atlantic Shipping.

Rejetrawlerne er grønlandske og canadiske fabriksfartøjer, der fanger rejer omkring Grønland. Rejetrawlerne er indrettet så de kan forarbejde og indfryse produkterne ombord, og lasten på de fem anløb har varieret mellem 350 og 700 tons. Skibenes store kapacitet betyder, at det kræver mange mandetimer at håndtere losningen. Normalt er der ca. 20-22 mænd beskæftiget i skibet og og på kajen ved disse anløb. Desuden skaber det stor ekstra aktivitet på de frysehuse, der håndterer lasten efterfølgende, så alt i alt er disse anløb med til at øge beskæftigelsen betragteligt.

En af grundene til det øgede antal af rejetrawlere, som lander i Hirtshals, er havnens investering i bedre landingsfaciliteter og kajanlæg i havnens Østbassin 2. I 2012 blev en strækning af Østbassin 2 uddybet til 10,5 meter, hvilket har gjort det muligt for større fartøjer såsom rejetrawlerne at lande direkte til frysehusene.

Derudover gør havnens placering ved Nordsøen og ved starten af det europæiske motorvejsnetværk det nemt at transportere varerne videre ud til forbrugere over hele verden.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments