Karl H. Bornhøft (SF): Paradigmeskiftet er et nyt og sygt lavpunkt i dansk udlændingepolitik

Uanset om nogle flygtninge engang skal hjem, så skal de styrkes, mens de er her, fastslår i dette debatindlæg Karl H. Bornhøft fra SF.

137
Foto: Arkiv.

Af Karl H. Bornhøft

Folketingskandidat for SF
Hjørring Kredsen

Den 21. februar var en trist dag for dansk demokrati. Paradigmeskiftet i udlændingepolitikken blev desværre vedtaget i Folketinget på trods af bl.a. SF’s modstand. L 140 var et nyt lavpunkt i udlændinge-politikken, men desværre nok ikke det sidste. Det eneste bolværk vi kan skaffe – er en ny regering der ikke udelukkende behøver at basere sig på DF og Nye Borgerlige. Og hvordan anstændige Venstrefolk og ikke mindst Socialdemokrater kan blive ved med at legitimere den politik – bliver en større og større gåde.

Det ændrer ikke på, at Danmark skal tage udfordringen med flygtninge alvorligt. I SF ved vi, at mange flygtninge kun skal være her midlertidigt – indtil der er fred i deres hjemland og de kan rejse hjem. Men derfra og til at træde på mennesker, der allerede ligger ned – det er hverken en holdbart eller menneskeværdigt. For der er tale om mennesker der er på flugt, der ikke kan vende hjem med det samme – ligegyldigt hvor dårligt vi stiller dem, eller hvor meget vi generer dem her i Danmark.

SF’s nej hænger grundlæggende sammen med, at den nye lov vil gøre mennesker – så fattige, at Røde Kors frygter, at de ikke vil have råd til medicin. Den åbner op for at mennesker kan indkvarteres permanent i midlertidige boliger, måske endda teltlejre. Og den vil tage endnu et skridt mod afmonteringen af kvoteflygtningeordningen, som er det redskab vi i fremtiden skal bruge til at få et mere retfærdigt flygtningesystem.

Nu får jeg og SF naturligvis igen af den hadefulde højrefløj at vide – vi er nogle naive slappere, der ikke kan se udfordringerne ved indvandringen. Og selvom jeg er drøn træt af den ulidelige gamle sang, må jeg i stille gentage: Vi forstår udmærket udfordringerne, og vi har fremlagt en helstøbt, gennemtænkt reform af hele flygtningesystemet som løsning. Kan højrefløjen sige det samme? Nej, de kommer kun med en lind strøm af strammerforslag der gør det værre for dem, som er her. Vi ved, at for at skabe mere retfærdighed i verden – så bliver vi nødt til at acceptere, at mange flygtninge skal være i Danmark midlertidigt og først rejse hjem, når der er fred i deres hjemland. Alt andet er umenneskeligt – overfor mennesker, der har brug for hjælp.

Så regeringen kan godt droppe sine beskyldninger om naivitet. Vores kritik af paradigmeskiftet handler om, at Højrefløjen i årevis har hylet op om, at integrationen har slået fejl. Og nu afmonterer de den så selv helt bevidst og kynisk. Ikke bare fjerner man fattige menneskers sidste lommepenge – man fjerner faktisk kravet om, at kommunerne skal finde en permanent bolig til de nyankomne. Det betyder at kommunerne sådan set kan bestemme sig for at indkvartere nyankomne flygtninge permanent i nedlagte plejehjem, gymnastiksale eller i værste fald måske endda teltlejre. Så er det op til flygtningene selv – som lige er ankommet fra den hårdeste rejse i deres liv, og måske har traumer fra krig og nød – at finde en lejlighed på det danske boligmarked.

Vil vi virkelig have et sådant land? Vil vi virkelig lade børnefamilier bo i årevis i midlertidig indkvartering? Skal børn i Danmark vokse op i nedlagt, kommunalt byggeri? Jeg håber inderligt på, at kommunerne ikke vil benytte deres nye mulighed. Men uanset hvad – er det et godt eksempel på det gigantiske hykleri højrefløjen begår, når de giver venstrefløjen skylden for den fejlslagne integration. Vi kan ikke integrere mennesker, hvis vi insisterer på at de skal have den værst tænkelige start på livet i Danmark.

Så selvom jeg ikke bryder mig om stærke udsagn – så er paradigmeskiftet sygt. Sygt fordi det afviger fra almen viden om menneskers reaktioner. Når man fjerner håbet fra mennesker, og over 5 -10 eller 15 år fortæller dem de ikke skal være her – måned efter måned – år efter år. Så kan man ikke forvente er deres fokus kan bevares på at lære dansk – komme i arbejde, og integreres som hele familier.

I SF tror vi på integrationen, og jeg tror på – at uanset om nogle flygtninge engang skal hjem, så skal de styrkes, mens de er her, leve under ordentlige vilkår og integreres i det danske samfund. Lad os få skabt en politik der sikrer, at selv de mennesker der skal hjem igen – de rejser stærkere som mennesker – end da de kom.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
ole
5 år siden

Hvad skal Danmark gøre hvis alle indvandre rejste ud af landet ?? og hvorfor kan man ikke lade de flygtninge som allerede er her i landet arbejde frem de bor i lejre og hvad dermed følger for dem og deres børn (vi mangler jo deres arbejdskraft ) så hvis der er nogen fornuftige og almindelig tænkende og ansvarlige politikkere tilbage synes jeg de skulle vise det nu inden valget så vælgerne kan sortere skidt fra kanel