Hos Das deutsche Haus på Sindal Skole mødes tyskinteresserede folkeskole- og gymnasieelever samt nørder med sproget på forskellige workshops.
– I modsætning til den daglige undervisning er det her gymnasieeleverne, som varetager undervisningen. Det indebærer både udarbejdning af undervisningsmateriale, planlægning og afvikling af selve undervisningen, fortæller Line Rytter Mørkholt, som underviser på Hjørring Gymnasium/STX og HF.
I løbet af perioden er der 6 workshops og en afsluttende TyskCamp, som Heidi Mølgaard Jespersen (Sindal Skole) og Benita Vangsted Frandsen (Hjørring Gymnasium) har ansvaret for.
Samarbejdet har siden sin start fået megen positiv feedback fra de deltagende elever. Både folkeskole- og gymnasieeleverne oplever det som meget lærerigt og givende at få lov til at engagere sig i det tyske sprog sammen med andre.