Elitesmiley for en steak på planke hos Ristorante Italiano

I går fik Lena og Massimo en velfortjent elitesmiley fra fødevarekontrollen, men i dag skal der tillige gives en stor kulinarisk smiley for den gode mørbrad på planke hos Ristorante Italiano.

693

Det er ikke længe siden, at vi sidst spiste hos Lena Sørensen og Massimo Drusian på Ristorante Italiano.

Vores yngste datter var imidlertid ikke dengang med, men har efterfølgende flere gange spurgt, om ikke hun godt kunne få lov til at smage en af restaurantens pizzaer, når vi nu af gode grunde havde rost dem til skyerne.

Sådan en teenagedatter ved selvfølgelig nok, hvordan hun skal sno sin far om lillefingeren med smiger, men siden sidst har fruen og jeg faktisk også gået og haft lyst til at smage oksemørbraden på planke hos Lena og Massimo.

Altså endte det torsdag aften, hvor far her ellers selv skulle have stået ved kødgryderne derhjemme, med at han inviterede de to hjemmeboende piger, hvoraf den ene er fruen, med på Ristorante Italiano. Fruen og jeg bestilte hver en steak på planke, mens datteren ønskede en Hawaii.

Bedømt på datterens salige smil, da hun havde sat tænderne i den italienske specialitet, var hun helt og aldeles enig i sin mor og fars tidligere bedømmelse, idet også denne pizza havde en sprød bund og lækkert fyld, når man som hende er til skinke og ost.

Vores steak af mørbrad var utrolig mør uden at være det mindste tør, men velsmagende og saftig, som oksekød af bedste kvalitet skal være det. Kartoffelmosen var tillige rigtig, rigtig god med en fin konsistens og smag, hvortil kom en utrolig god og fyldig rødvinssauce. Ligesom garnituren var lækkert krydret.

Det var med garanti fuldt fortjent, at parret onsdag fik en flot elitesmiley for det hygiejniske niveau, men de fortjener bestemt også en af slagsen for deres gedigne håndværk i køkkenet og servicen i den hyggeligt restaurerede Ristorante Italiano.

Link til tidligere artikel

Lena og Massimo overrasker positivt med Ristorante Italiano

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments