Admiralen, den irske, lækre pizzaer, lidt øl og kun ét point

Beretning fra en blæsende lørdag mest i Hirtshals med superligafodbold i farvefjernsynet på den irske pub.

717

Hirtshals en meget stille lørdag eftermiddag først i marts det herrens år 2019 byder på mange gode oplevelser. Jeg var sammen med en Kent på tur for at se superligafodbold i farvefjernsynet, og hvor ellers end Irish No. 1 i Nørregade i Hirtshals?

Kampen endte med et af tre point, da Vejle på hjemmebane udlignede til 1-1 i sidste øjeblik, og Vendsyssel FF tabte hovedet igen i kampens hede, afsluttende fase.

Det gjorde vi ikke. Vi bestilte en lille øl mere og snakkede mere fodbold og alt muligt andet med de andre på det hyggelige irske værtshus med et rigtig stort og flot udvalg af øl og altid med masser af varme og endnu mere gratis popcorn til.

Vi indledte eftermiddagen med et lift fra Hjørring til Hirtshals, hvor vi først landede på Admiralen. Et anderledes sted. Her spillede og sang Jesper Flarup flot mest Kim Larsen og Allan Olsen, inden vi måtte drage videre. Superligafodbold i Hirtshals kaldte på os.

Irish No. 1 ér en rigtig irsk pub, hvor der godt nok mest tales med lokal accent. Eller snakkes. Men vi var faktisk i selskab med vist nok italienere og andre udenbys godtfolk. Også en enkelt fra Lørslev, og en anden enkelt fra Aalbæk.

Sulten kom snigende tidligt, og vi bad om menukortet på den irske. Mest i sjov, for vi vidste godt, de ikke serverer fast føde. Vi fik dog straks et menukort på disken, for den søde trice, som også er migreret til Hirtshals denne arbejdsdag, henviste til den italienske restaurant Ristorante Italiano på den anden side den asfalt, der kaldes Nørregade,

Vi besluttede os for at droppe taxaen og vandrede i stedet de godt og vel 61 meter til restauranten, og det var et godt valg. Vi fik de meste lækre og velsmagende pizzaer længe ledsaget af endnu en udlænding – en Newcastle Brown Ale.

Tilbage på pubben gik snakken nu mere og mere på, at der godt nok er mange med meget fremmede navne på de fleste fodboldhold i den danske superliga. Men bare de spiller godt og scorer mål og samler point, er de meget velkomne også hos de gode mennesker i Hirtshals.

Kampen fik en ende med blot det ene af tre point, og 18.31 på Hirtshals Trinbræt kaldte. Sydpå i retning Høje Tåstrup stod vi af i Hjørring for at dele os i to – den gamle på vej hjem i seng og knægten den kente på vej videre ud i Hjørrings pulserende natteliv.

Undervejs nåede vi dog at guide en næsten vildfaret københavnsk kvinde fra København først til toget i Hirtshals og senere på den nedlagte og meget lukkede banegård i Hjørring den videre vej mod hovedstaden.

Hun havde været til rund dag i Hirtshals og skulle egentlig være blevet til søndag, men som hun sagde; jeg ville ikke risikere endnu en dag i Hirtshals, hvis det igen blæser så meget.

Så fløj vi alle videre efter endnu en dag…

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments