Mia Tang (C): Udlændingedebatten er kørt af sporet

Af Mia Tang
Konservativ folketingskandidat i Nordjylland
Journalist, cand.mag. og tidl. pressechef
i Udlændinge- og Integrationsministeriet
Poppelvej 57
Dragør

Kors, hvor er jeg dog træt af, at udlændingedebatten skal foregå med en svinekotelet i hver hånd. Jeg savner en nuanceret debat. Jeg savner medier, som ikke bare per automatik holder med den ene eller den anden part. Og jeg savner ordentligheden og god tone i debatten. Så kan vi for en stund lægge bestikket fra os og se fremad? For svin eller ej har ikke en slatten flæskesvær at gøre med de vigtige dele af denne debat.

Politisk klapjagt

Da flygtningekrisen var på sit højeste, var jeg pressechef i Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvor fru. Støjberg netop var trådt ind ad døren med tårnhøje ambitioner. De efterfølgende ekstremt hektiske år brugte jeg mit arbejdsliv på at forklare de mange stramninger, der i højt tempo blev gennemført – blandt andet smykkeloven, integrationsydelsen og etableringen af Kærshovedgård. Der blev ryddet op med hård hånd efter mange års blødsødenhed, mens aktindsigterne fløj om ørerne i venstrefløjens og deres sympatiserende mediers forsøg på at fælde en dygtig og effektiv minister.

Siden jeg besluttede at forlade mit job, har jeg flere gange – fra selvsamme medier – fået tilbud om at ”tale ud” om min tid i ministeriet. De interesserer sig især for barnebrudssagen, og ”hvad der egentlig skete bag de lukkede døre?” Det skal jeg sige jer, venner… Vi indførte regler, som betyder, at en purung pige, der er blevet tvangsgift med en gammel gris, nu bliver placeret på afstand af ham, mens vi behandler deres ansøgning om asyl. I den proces kan hun slippe ud af ægteskabet. Så det er muligt, at nogle af de yngre par er kede af at være adskilte i en periode, men sådan er reglerne, og det forsvarer jeg gerne. Til gengæld er der andre elementer, jeg gerne var foruden. Det vender jeg tilbage til.

Mød pressen, når den er værst 

Netop barnebrudssagen blev for mig også en lektie i, hvor usund en relation der kan være mellem politikere og journalister. Under striben af samråd sad jeg og fulgte med i, hvordan venstreorienterede og på ingen måde objektive journalister sad og sms’ede flittigt med flere af oppositionspolitikerne. De sad med andre ord og håndfodrede dem med ekstra kritiske spørgsmål, som dernæst blev stillet til ministeren. Jeg kan sige meget kort, at det ikke er en metode, jeg selv har benyttet mig af som journalist på borgen, og jeg synes, den er over stregen. I den periode blev pointen med at redde unge piger overskygget af ønsket om ministerens hoved på et fad, og jeg synes, det var pinligt at være vidne til.

Jeg vil forsvare den demokratiske ret til at udfordre magthaverne til hver en tid. Men når politikere bruger indignerede journalister som støttepædagoger, får det mig til at overveje, om de selv er modne nok til at sidde i Folketinget.

En mærkelig smag i munden

Og hvordan var det så at stå på mål for regeringens politik i denne meget hektiske periode. Det vil jeg gerne svare ærligt på. Det var meget ambivalent.

Som den forårsdag hvor vi fik kage til kaffen. Jeg skal være den første til at indrømme, at den smagte fremragende, men alligevel var det for mig en kage med bismag. Fint nok at markere, at vi var nået langt med at indfri nogle af Venstres vigtige valgløfter, men hip hip hurra stemmer dårligt overens med, at folk bliver dybt fortvivlede, når de får et afslag på asyl. Så nej, jeg ville aldrig have købt den kage selv.

En anden beslutning, jeg også har haft det anstrengt med at skulle forsvare, var beslutningen om ikke længere at modtage kvoteflygtninge – med overraskende opbakning fra Socialdemokratiet. I over 25 år har vi taget imod cirka 500 flygtninge om året, som af FN er udpeget som særligt sårbare. Syge og forfulgte personer, som risikerer at miste livet, hvis de ikke får hjælp. Nu hvor det ikke længere vælter ind over grænsen med flygtninge og migranter, bør vi finde humanismen frem igen og genoptage aftalen.

Dernæst vil jeg nævne vores regler for familiesammenføring. Nu er de strammet til et punkt, hvor en pæredansker, som rejser ud i verden og forelsker sig, i nogle tilfælde ikke kan få sin elskede med hjem. Hvor det at vælge kærligheden er det samme som at vælge Danmark fra. Så synes jeg simpelthen, at stramningerne er gået for vidt – ligesom i de absurde sager, hvor et barn er blevet sat på en flyver med enkeltbillet, selv om en af deres forældre er blevet dansk gift. Reglerne for disse børn er heldigvis blevet lempet, men jeg mener også, at vi er nødt til at gøre det bedre for de danskere, som elsker en udlænding.

Et paradigmeskifte kræver… integration

At der – da regeringen trådte til – var stort behov for stramninger, var åbenlyst. At vi nu har behov for at sætte en ny og mere proaktiv dagsorden vedrørende integration, er for mig ligeså åbenlyst og langt mere vigtigt end symbolpolitiske tiltag som håndtryk og burkaforbud. Vi får nu et paradigmeskifte, som blandt andet understreger, at beskyttelse i Danmark som udgangspunkt er midlertidig. Det har jeg det fint med, fordi det giver mening at vende tilbage og gøre noget godt for sit hjemland, og fordi nogle af nationaliteterne har vist sig endog meget svære at integrere. Særligt kvinderne, hvor kun hver femte er i arbejde efter tre år.

Men paradigmeskiftet kræver stadig integration, så udlændingene lærer at tilpasse sig vores normer og værdier, forsørger sig selv og tager Danmark til sig. Vi kontrollerer, om de gør det, de skal – med en striks tilgang, fordi sporene skræmmer. Men det er vigtigt at huske, at alle de gode kompetencer de og deres børn får her, er en styrke videre i livet. Man kan lære utrolig meget af at bo i et andet land i en periode. Det gør mange danskere også rundt i verden, og når man rejser hjem igen, tager man både god viden og venskaber med i bagagen. Derfor er integration vigtig. Derigennem kommer demokrati, ligestilling og andre gode værdier ind under huden. En vigtig lærdom at tage med sig til lande, hvor netop demokrati er en mangelvare.

Fifty shades of brown

Men – for der er et stort men. Jeg synes, at den yderste højrefløj alt for ofte spænder en medister ud som snubletråd i debatten – med unuancerede postulater og skræmmebilleder.  Ja, der er helt klart problemer visse steder, men det løses ikke ved at grave kæmpe grøfter og kæmme alle over en kam.

I nogle af de hårdt belastede områder ser vi parallelsamfund, hvor der nu bliver sat hårdt imod hårdt. Vi vil ikke have boligområder, som det er farligt at færdes, og vi vil ikke acceptere, at seks ud af ti beboere med ikke-vestlig baggrund lever af overførselsindkomst i de områder.

Men så er der alle dem, som uforskyldt bliver ramt af fordomme. De dygtige, hårdtarbejdende og venlige mennesker med rødder langt fra Danmark, som gør alt det rigtige. Uden dem ville det danske arbejdsmarked mangle hænder, de er ikke en byrde for samfundet, og de skal ikke mødes med skepsis, bare fordi de ikke bliver blåhvide som vi andre om vinteren.  Nogle er indvandrere, nogle er født her i Danmark med udenlandske rødder, nogle er flygtninge som aldrig vil kunne vende hjem, og nogle rejser hertil for at arbejde. At rynke på næsen af disse mennesker bidrager kun til at afspore debatten.

Konsekvens med et varmt hjerte

Og hvor står vi så nu? Da flygtningene pludselig begyndte at vandre op ad den jyske motorvej, blev mange danskere forskrækkede. Det plejer jeg at bruge som det lysende eksempel på, hvorfor Gud, konge og fædreland ikke er noget gammeldags pjat. Vi vil ikke have vores kristne værdier udfordret af andres religiøse fanatisme, vi ønsker ikke at erstatte kongehuset med et andet regime, og vi kan mærke helt ud i tæerne, at vi er danskere, når vi pludselig føler os truede på vores tryghed og demokratiske levevis.

Men den lange stribe af stramninger på udlændinge- og integrationsområdet har virket. Antallet af asylansøgere er styrtdykket, og integrationen går bedre. Der er stadig problemer at håndtere, men overordnet set er der styr på tingene, og vi skal huske, at vi er Danmark. Et rigt land som godt kan tåle at åbne døren for en forfulgt familie og hjælpe dem på fode igen. Det er det, der hedder næstekærlighed.