Tirsdagens flotte fremmøde ved generalforsamlingen hos MorMors Sommercafé blev fredag fulgt op af et ligeledes velbesøgt morgenmøde for medlemmerne af Hirtshals Handel & Erhverv på Restaurant Lilleheden.
Forinden havde den nyvalgte bestyrelses syv medlemmer konstitueret sig med en ny formand, som blev en veloplagt Dorthe Schaltz fra B&B by the Sea, idet næstformanden fortsat er René Ejstrup Larsen fra Spar på Margrethevej.
Efter en velkomst af handelschef Per Martensen blev ordet givet til Gry Bruun Nielsen, der gav en status på byjubilæet i Hirtshals. Herunder blandt andet fremstilling af specialdesignet jubilæumsgavepapir til byens butikker.
Dernæst var det Jesper Lauritsen, som i sin egenskab af chef for Naturmødet kunne fortælle, hvordan den i forvejen velvoksne event virkelig har vokseværk i Hirtshals.
Mens der sidste år var 80 debatter, forventes der i år 100 af slagsen under Naturmødet. Ligesom ungdomsscenen udvides og antallet af stande formentlig vokser fra 60 til 80, idet man derfor også alle regulativer til trods vil inddrage Nørregade.
Jørgen Christensen kommenterede som Venstres lokale byrådsmedlem seneste nyt omkring udligningsreformen, som ingen landspolitiker på grund af det planlagte kommunale sagsanlæg mod staten tør røre med en ildtang for valget til Folketinget.
Desuden kom Jørgen Christensen ind på kommunegarantien på 2 gange 20 millioner kroner til Fjord Lines nye færgeleje hos Hirtshals Havn. Positive ord med på vejen fik også den planlagte sommerhusudstykning ved Hotel Strandlyst i Tornby.
Nævnt blev det tillige, at Teknik- og Miljøudvalget onsdag den 6. marts skal behandle en anmodning om udarbejdelse af nyt plangrundlag til butiksformål ved Doggerbanke. I den forbindelse skal der selvfølgelig findes ny plads til autocamperne på Stoltzes Plads.
Til trods for flere butikslukninger viser en detailhandelsredegørelse for Hjørring
Kommune fra 2017 nemlig, at detailhandelen opmuntrende nok har haft en pænt øget omsætning på hele 8 procent i Hirtshals. Hvis planlægningen med inddragelse af de 11.000 kvadratmeter grund ønskes gennemført, skal der kort fortalt udarbejdes lokalplan og kommuneplantillæg med en forudgående offentlighed.
Dernæst fik også det lokale konservative byrådsmedlem Mette Jensen ordet, idet hun indledningsvis udfoldede tankerne bag Ungestrategien. Idéen er her at få skærpet fokus på unges muligheder indenfor uddannelser og beskæftigelse, der ikke kræver en gymnasial uddannelse. Der var i den forbindelse stor ros til det lokale samarbejde mellem erhvervsliv, butikker og SkoleCenter Hirtshals.
Mette Jensen fik også med kasketten for Hirtshals Fiskefestival opfordret alle til at besøge kåringen af Årets Sild, hvor ni restauranter og herunder naturligvis ikke mindst veteranen Ejvind Kjeldsen Jensen fra Restaurant Lilleheden deltager på Nordsøen Oceanarium.
Endelig kunne John Kongerslev fra Byforum Hirtshals fortælle, at alle dispensationer på nær fra Kystdirektoratet er på plads til det her på netavisen tidligere omtalte stiprojekt fra Nordsøen Oceanarium ind igennem byen op til Hirtshals Fyr. I sin egenskab af formand for jazzklubben “Hva no do” fik bykoordinatoren også præsenteret koncerten med Vestre Jazzværk den 16. marts på Hotel Hirtshals.
Afslutningsvis blev der dryppet lidt malurt i det ellers optimistiske bæger, da et medlem gjorde opmærksom på, at administrationen af foreningens gruppe på Facebook hver måned koster ikke mindre end 5.000 kroner, der går til Nordjyske Medier. Den udgift burde ifølge medlemmet kunne spares væk.
Forinden havde et andet medlem påpeget, at der skulle gøres noget ved underskuddet, der blandt andet er forårsaget af skyldnere i medlemskredsen. Det fik Jan Knudsen, som er nyvalgt medlem af bestyrelsen til at understrege, at han fremover vil arbejde for, at der ikke bruges flere penge, end dem der kommer i kassen hos Hirtshals Handel & Erhverv.
Den positive krølle på halen under det i øvrigt opmuntrende morgenmøde blev leveret af Kristina Ølgaard Johansen fra Lund Interiør. Hun takkede de lokale medier og byen for den positive modtagelse af den nye butik, der faktisk åbner denne fredag.
Den linje flugtede desuden flot med det positive fokus på samarbejde og ejerskab til byen, der ganske kort blev ridset op af den nye formand Dorthe Schaltz.
Afslutningsvis et kæmpe tillykke til Dorthe Schaltz med formandskabet i Hirtshals Handel & Erhverv.