Efter lang tid på førstepladsen blev Hjørring Futsal Klub i næstsidste runde snydt på målstregen af SUB Sønderborg Inter, der endte á point, men slog førstnævnte på reglen om indbyrdes kampe.
Modstanderen i kvartfinalen er ingen ringere end FC Fjordbold, der blev nummer 3 i Futsal Liga Øst. FC Fjordbold har mange spændende profiler i truppen og især deres to futsallandsholdsspillere, Brian ”Brizze” Mengel og Rasmus Johansson, er værd at fremhæve.
Brian ”Brizze” Mengel er tidligere verdensstjerne i ”Freestyle” og har langt over 600.000 følgere på sin instagram, hvor han tryller med sine boldfærdigheder. Brizze har derudover også sine egne fodboldskoler og meget andet.
Rasmus Johansson har tidligere spillet futsal i Italien og hører til på den absolut øverste hylde. Han fik debut på A-landsholdet i efteråret, da han var en del af det omtalte ”vikarlandshold”. Rasmus blev indskiftet i kampen og viste flere prøver på sin fantastiske teknik.
– Futsal har for alvor fået sit gennembrud i Hjørring i denne sæson og interessen for vores kampe har været enorm. Flere gange har vi haft over 600 tilskuere på lægterne i Park Vendia, Hjørring og der er derfor garanti for intens stemning, når vi lørdag spiller i Idrætscenter Vendsyssel, hvor maks kapaciteten blot anslås til ca. 500, fortæller Danny Lavgaard Røgind fra Hjørring Futsal Klub.
– Vores drenge har sæsonen igennem forkælet publikum og Hjørring Futsal Klub er sammen med JB Futsal Gentofte det mest scorende hold i landet med 92 scoringer i 14 kampe og samtidig har Hjørring Futsal Klub aldrig tabt en hjemmekamp, tilføjer Danny Lavgaard Røgind.
Der venter derfor et brag af en kamp, når der lørdag fløjtes op til kvartfinale-drama kl. 15:00.
Det er ikke kun i Vrå, at der lørdag spilles stor kamp. Hjørring Futsal Klubs kvinder er således i kamp i Rødding Centret, hvor de kæmper om kvalifikation til DM Final 4 efter, at de suverænt vandt DBU Jylland Region 1 med 12 sejre i 12 kamp og samlet målscore på 48-2.