Det er under overskriften “Det store hvalmysterium”, at de besøgende kan lære mere om hvalerne på Nordsøen Oceanarium.
Besøgende kan både løse opgaver om de store pattedyr, se udstillede skeletter og så kan de som noget helt nyt også stå ansigt til ansigt med en hval i virkelig størrelse.
Det foregår på Skandinaviens største interaktive LED-skærm “Big Ocean Window”, som Nordsøens Oceanarium har fået opstillet.
Her kan besøgende selv flytte rundt med computerstyrede fisk, og de kan opleve hvaler og hajer i virkelig størrelse svømme forbi på den 17 meter lange og knap 5 meter høje skærm.
Kristine Eriksen på 8 år var søndag forbi “Big Ocean Window” sammen med sin lillebror og sin mor, og hun synes næsten oplevelsen blev lidt for realistisk.
– Det er lidt uhyggeligt, synes jeg, fordi de kommer så tæt på, siger hun til TV2 Nord.