Familiens hus var et af de første på Peter Andersens Vej. Det var i tiden, før Nejst blev udstykket og Halvejen endnu blot var en jordvej syd for Hirtshals.
– Hallen var lige blevet bygget et års tid før, og for os drenge var området et slaraffenland af legemuligheder. Jeg startede i 1. klasse på Ulvkærskolen i 1975, og i 2. eller 3. klasse deltog jeg sammen med fire klassekammerater i en skoleturningering arrangeret af B75, husker Anders Mølgaard.
– Turneringen blev afholdt i spisesalen nede i kælderen, og vores hold vandt den. Jeg huskede ikke, hvem jeg spillede på hold med, men er ret sikker på, at Jens Kohno og Niels Viberg var med på holdet. Præmien var et diplom og et års medlemskab af klubben. Og så blev jeg en del af den.
Anders Mølgaard startede altså simpelthen på grund af skoleturneringen. Han havde ikke tidligere spillet bordtennis. Ham og hans brødre spillede også fodbold i Hirtshals Boldklub og i Horne KFUM. Anders Mølgaard startede, da han var 9 eller 10 år, så der var ikke meget reflektering over det. Han blev bare hurtigt bidt af sporten.
– Noget af det, som fangede mig, og som jeg har båret videre, er indstillingen til, at man skal have mulighed for at søge ens optimale sportslige udvikling, ja, man presses næsten til det. B75 er på den måde kompleks. Der har altid været en stærk social og menneskelig forankring, og ledelsen af klubben var i 70’erne og starten af 80’erne mere hippie, end den var diciplin, men der har altid været en benhård stræben efter sportslige resultater.
– Vi skulle fungere sammen med gensidig respekt, men vi skulle også stræbe efter at opnå maksimal udnyttelse af vores talent. Det er vel i bund og grund et menneskesyn, hvor man respekterer mennesket foran sig, og som en del af den respekt tilbyder at bidrage til, at vedkommende når de mål, som det sætter sig. Det lyder jo lidt højtravende, men jeg kan nok ikke beskrive det meget anderledes.
Anders Mølgaard var i sine helt unge år spiller i klubben, men blev hurtigt grebet af trænergerningen. Han uddannede sig hos DBTU og blev dengang den yngste uddannede elitetræner i Danmark.
– Jeg trænede klubbens elitegruppe og 1. holdet, som dengang spillede i næstbedste række. Lars Rokkjær var den helt centrale person i min udvikling som træner i klubben. Dengang tænkte man ikke over det, men Lars viste mig jo en enorm tillid og respekt og var også i det træningstekniske en uhørt kapacitet. Langt forud for sin tid.
– Det, han gjorde dengang, kaldes vist på nudansk at facilitere. Senere blev jeg Team Danmark træner og sluttede min karriere som træner for det danske ungdomslandshold. Ved mit sidste EM fik en meget ung dreng ved navn Michael Maze debut på drengelandsholdet, men det er en helt anden historie.
Skiftet fra Ulvkær Arena til hallen ved Hirtshals Idrætscenter betragtes som virkelig stort af Anders Mølgaard. Han beskriver det som enormt positivt, da det er noget, alle omkring klubben har drømt om i mange år. Han er derfor også fuld af respekt overfor klubbens nuværende ledelse, som har formået at opbygge den opmærksomhed omkring B75, som har ført til realiseringen af den nye hal.
Anders Mølgaard frygter ikke, at den meget omtalte klubånd kan forsvinde på grund af vokseværk. Kulturen bæres ifølge ham af de personer, som er i og omkring klubben. Han var også med i den periode, hvor de spillede ovenpå værelsesfløjen ved Hirsthalshallen. Det gjorde angiveligt ingen forskel.
– I dag, hvor jeg bor i Vejle og ikke længere er en del af sporten, har jeg ingen egne sportslige ambitioner. Jeg så dog gerne, at min datter Ella kunne få lysten til at spille. Hvis det skulle ske, er jeg nok tilbage i træningslokalet bag bordene.
Anders Mølgaard håber, at klubben lykkes med at etablere et nordeuropæisk samlingspunkt for bordtennis i Hirtshals. Han tror meget på, at man kan skabe et akademi med tilknytning til Halvorsminde Ungdomsskole og måske andre institutioner. Med den nye hal har man ifølge ham faciliteterne til bordtennis på fuld tid.
– Med de mennesker, som er i og omkring klubben, har man et udgangspunkt, som ikke overgås noget andet sted i Danmark. Jeg så også gerne klubben i landets bedste række. Det lykkedes aldrig i min tid, og det er ikke blevet lettere, men jeg håber, jeg en dag skal til kamp i Stiga Divisionen i den nye hal.
– Og så håber jeg, at man kan holde fast i klubbens ånd omkring fællesskabets uskrevne regler om, at man giver af sig selv til andre. Jeg blev oprigtig glad, da jeg forleden så et opslag på Facebook, hvor en af klubbens elitespillere, Jens Rosenbaum, sad sammen med en masse børn til et afslutningsarrangement. Der var ikke noget påtaget eller tvunget over, at Jens var tovholder der. Sådan er man bare i B75.
Sit eget største øjeblik i klubben beskrives som 9. pladsen ved EM for pigehold i 1992, der også blev Anders Mølgaards sidste Europa Mesterskab. Ved samme EM vandt en af spillerne, Sabine Borre Larsen, bronze i single. Tre år tidligere var pigerne blevet nr. 29 og på vej til at blive droppet af DBTU.
Jeg overtog landsholdet efter det EM. Pigerne på landsholdet blev dengang behandlet med overbærenhed og ligegyldighed, men min indstilling kom fra B75. Der fandtes de begreber ikke. Ikke alle kan blive den bedste, men alle kan spille sit bedste, og med den indstilling flyttede vi mentalt og spillemæssigt pigerne fra at være det tynde øl til at være et hold, om hvem der stod respekt.
At Lars Rokkjær kom tilbage til klubben betragtes af Anders Mølgaard som stort og vigtigt for B75. Lars Rokkjær genfandt angiveligt sit engagement, men denne gang med en forståelse af og en reel mulighed for, at klubben ikke kunne eller skille bæres alene på hans skuldre.
– Det, tror jeg, betyder rigtig meget for klubbens fremtidsperspektiver. Og så under jeg i den grad klubbens spillere, at de nu får en rigtig bordtennishal. Hvor er det bare fedt!