Succes med isskulpturer og festlig indvielse af haven ved Sømandskirken i Hirtshals

Scoop med inddragelse af børnene ved isskulpturfestivalen og tillige festligt med sang og musik i Sømandskirken.

555
Børnene får deres helt egen lille isfestival med Ice for Kids. Foto: Arkiv.

Allerede fra tidligt på formiddagen var der travlhed i Hirtshals. Handelschef Per Martensen og kunstnerne havde ved hjælp af en truck travlt med at losse de omkring 160 kilo tunge isblokke af på Den Grønne Plads, mens tovholderne med brugerrådsformand Bo Niebuhr gjorde klar til indvielse af haven ved Den Svenske Sømandskirke.

Derefter blev der hakket, savet og filet i isen, men ikke kun af de deltagende kunstnere, idet arrangørerne i år havde inddraget børnene, som med mejsler selv fik mulighed for at lave deres egne små skulpturer, hvilket blev en kæmpe succes med deltagelse af dusinvis af små og særdeles engagerede samt ikke mindst kreative billehuggere in spe.

Kreative var i sagens natur også de voksne deltagere, som for flertallets vedkommende også er udøvende kunstnere til hverdag. Der blev både lavet abstrakte og figurative skulpturer som blandt andet en fræk havfrue af Stinne Teglhus og en sprælsk rødspætte af Søren Lyngbye. Henrik Woodpek Sigensgaard lavede desuden en af sine finurlige Govler.

– Rødspætten ligger derinde hele tiden, der skal bare løsnes lidt is rundt om. Jeg tror, at det var Michelangelo, der sagde det, når han lavede sine figurer, at der skulle bare lige løsnes lidt marmor, siger Søren Lyngbye til TV2 Nord.

Mere over i det abstrakte var de øvrige deltagere, der tilsyneladende i nogen grad improviserede sig frem i ismassen. Desto mere spændende var det måske derfor også at følge arbejdet hos Morten Lykke, Adam Owen og Claus Gajhede. Deres arbejde med formgivningen gav undervejs anledning til flere gisninger om det endelige resultat af den antydningsvise og organiske formgivning.

Tilstede på Den Grønne Plads var også Lions. Herfra solgte de frivillige buketter af tulipaner for Lions Mod Misbrug. Mens der blev knoklet med isblokkene, blev der desuden vist Hirtshals film i Sømandskirken.

Udenfor var der lidt senere taler og snoreklipning af brugerrådsformand Bo Niebuhr og byrådsmedlem Henrik Jørgensen, som også er en af Venstres lokale kandidater ved det forestående valg til Folketinget. Som søn af en anlægsgartner var sidstnævnte den rette til hvervet med at klippe snor i haven.

Herefter var der festlig korsang og musik ved Nordsøkoret, Spillemandsorkestret og Sailor Boys med Børge Eriksen indenfor i Den Svenske Sømandskirke.

Nyd nu nedenfor Jens Kranens store fotoserie fra dagen i Hirtshals. Klik på et af billederne for at se alle fotos i større format. Rigtig god fornøjelse!

Foto: Jens Kranen Photography.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments