Godnat
Jeg erindrer det var forår da vi mødtes
vi gik tur mens lærken kastede sin sang
og dens toner ramte begge vore hjerter
det var dagen du mig kyssed’ første gang
vi var sammen da vi hilste smukt på mørket
og vor stjerne blev på nattehimlen sat
håb og længsel er nu sengekammerater
når vi folder vore hænder til godnat
Jeg erindrer vores vandring gennem livet
en erindring som jeg nu er ene om
vi har skændtes vi er gået fra hinanden
men vort hjerte og vort blik de råbte kom
og som altid blev vi atter smeltet sammen
lærkens toner tog et favntag i vor krop
og vi tilgav for vi elskede hinanden
selv i dag er denne elskov ej hørt op
Jeg erindrer første gang vi hørte gråden
og vi pludselig var blevet mor og far
vores verden fik en bredde og en dybde
nu den verden mest består af tomme kar
dog jeg håber når jeg ser på nattehimlen
og jeg længes selv når stjernen kun er mat
håb og længsel er nu sengekammerater
når vi folder vore hænder til godnat
Af lyriker og forfatter Poul Jansen, februar 2019.
Foto: Jens Kranen Photography.
