Sejr i sidste testkamp inden forårspremieren for Vendsyssel FF

Det blev til den forventede sejr, da vi her til aften spillede den sidste testkamp, inden det igen gælder point i Superligaen.

140

Modstanderen var Vejgaard Boldklub fra 2. division, og gæsterne havde det svært i dagens opgør. Helt fra dommer Mikkel Redders første blæs i fløjten stod der Vendsyssel FF på det hele. Vendsysse FF havde bolden mest og havde de fleste chancer. Vejgaard blev lagt under et hårdt pres fra kampens begyndelse, og de havde mere end travlt med at forsvare i kampens indledning.

Det klarede de sådan set meget fint – i hvert fald indtil kampens 18. minut, hvor nytilkomne Francisco Júnior dukkede op. Den lille midtbanespiller var ekstremt målsøgende i sit spil, og han kunne fra en position tæt under mål sætte sidste fod på bolden. Inden da havde Mads Roerslev og Lucas Jensen gjort et glimrende stykke forarbejde på højrekanten.

Det var som om, at spillerne var fast besluttet på, at det skulle ende med en solid sejr. I hvert fald virkede det som om, de skruede en smule op for gassen efter føringen. Efter 27 minutter var det Mads B. Mikkelsen, der truede gæsternes mål, og efter 35 minutter kunne Júnior have fordoblet sin målscorer og vores føring. Et par dejlige vævre træk i feltet snød et par Vejgaard-spillere, inden han forsøgte at chippe den over gæsternes målmand. Desværre fik denne pareret bolden ud til et hjørnespark.

Mod slutningen af første halvleg kom gæsterne fra Aalborg-forstaden bedre med. Men de kom aldrig så tæt på, at Nicolai Flø skulle ud i en decideret redning. Derfor blev det ved 1-0 ved pausen.

Efter teen i omklædningsrummet stod der igen Vendsyssel FF på det hele. Indskiftede Ninos Gouriye var i et helt forrygende spillehumør, og hans let, glidende omgang med bolden var umuligt for gæsterne at stoppe.

Det var derfor meget naturligt, at det var efter hollænderens forarbejde, at vendelboerne øgede føringen. Gouriye lavede lækkerier på kanten af feltet, blev bremset, men bolden fik lov at passere hen til vendelboernes nye finske angriber, Benjamin Källman, der resolut hamrede til bolden og satte den op i nettaget. Køling afslutning af finnen.

Herefter bed gæsterne fra Vejgaard sig en smule bedre fat. Men ligesom tilfældet var i første halvleg, så havde de svært ved at komme til deciderede chancer.

I den anden var vendelboerne dog ikke færdige endnu. Lucas Jensen scorede et sandt drømmemål. Han tæmmede bolden med brystet inde i feltet, drejede en kvart omgang og hamrede den ind i kassen – uden chancer for Vejgaards målmand. 3-0 og det blev også kampens resultat.

Matchfacts, testkamp

Vendsyssel FF – Vejgaard Boldklub 3-0 (1-0)

Mål: 1-0 18. min Francisco Júnior, 2-0 73. min Benjamin Källman, 3-0 86. min Lucas Jensen

Startopstilling, Vendsyssel FF (4-1-4-1): Nicolai Flø (46. Michael Tørnes) – Mads Roerslev (72. Oliver Isaksen), Dylan McGowan, Andreas Kaltoft (46. Daniel Christensen), Jeppe Svenningsen – Matti Steinman – Lucas Jensen, Francisco Júnior (46. Mads Hoe Nielsen), Morten Knudsen (46. Ninos Gouriye), Mads B. Mikkelsen (46. Rasmus Prangsgaard) – Benjamin Källman.

VENDSYSSEL FF – FC MIDTJYLLAND DEN 11. FEBRUAR 
KØB BILLET
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments