Frank Bundgaard Nielsen: Genbrug…eller måske bare en simpel fejl?

Folkestemningen er klar og tydelig. Vi ønsker ikke nye kæmpevindmøller ved Hjortnæs, konkluderer i dette debatindlæg Frank Bundgaard Nielsen.

708
Visualisering af vindmølleprojektet (her 8 stk. Vestas V126 på 150 meter) set fra Fristrupvej i den sydlige udkant af Børglum by. Afstand til møllerne er ca. 2,4 km. Kilde: Hjørring Kommune.

Af Frank Bundgaard Nielsen
Løkkenvej 428
Stenum

På onsdag den 6. februar skal Teknik- & Miljudvalget (TMU) i Hjørring Kommune igen forholde sig til Hjortnæs II projektet, efter at TMU i begyndelsen af januar valgte at udskyde behandlingen, på grund af uklarheder omkring ejerforholdene i vindmølleprojektet, og overraskelsen over den massive modstand mod projektet, der er i lokalområdet.

I mellemtiden er der så kommet en redegørelse fra Hjortnæs Møllelaug, men ejerforholdene er stadigvæk uklare, og det er svært at få øje på hvordan et projekt som Hjortnæs II nogensinde kan retfærdiggøres som lokalt forankret, sådan som den nye temaplan for opstilling af vindmøller i Hjørring Kommune lægger op til. Det er naturligvis trist og stærkt bekymrende, at der bliver ved med at være så meget tvivl om hvem der i virkeligheden ejer rettighederne til projektet, og at kredsen af anpartshavere bredder sig laaaangt ud over hvad man med rimelighed kan definere som lokalt. Fordi, faktisk er der kun 26 anpartshavere der bor inden for en afstand af 4,5 km fra møllerne, mens de resterende 308 anpartshavere bor længere eller meget længere væk end 4,5 km.
Radius på 4,5 km er ret vigtig at hæfte sig ved. Ifølge Erhvervsstyrelsen er radius af 0 – 4,5 km en vindmølles nærzone. Og Erhvervsstyrelsen definerer endvidere, at indenfor denne nærzone vil vindmøllerne blive det dominerende element i landskabsbilledet, da vindmøllernes proportioner og konstante bevægelser, tydeligt vil overgå andre landskabselementer.

Det lægger op til den næste triste nyhed, og ikke mindst stærke bekymring der blev vakt i mig, da jeg læste sagsfremstillingen for TMU mødet den 6. februar.
I sagsfremstillingen står der øverst ”Genoptaget punkt”. Og det er netop præcist den samme sagsfremstilling som politikerne blev forelagt tilbage i januar måned. Hvorfor er det så et problem? Det er det fordi sagsfremstillingen indeholder et afsnit der skal oplyse politikeren i TMU om, hvordan Aalborg Stift forholder sig til kæmpevindmøller ved Hjortnæs (til den interesserede læser, så er dokumenterne offentligt tilgængelige på Kommunens hjemmeside). I sagsfremstillingen står der bl.a. følgende:” Sammenfattende vurderes det, at generne ikke når et niveau, der i sig selv bør modarbejde opstillingen af 8 forhøjede vindmøller (se bilag 4)”.

Men når man så læser bilag 4, bliver man overrasket over at finde en helt anden formulering fra Aalborg Stift, som af en eller anden grund ikke figurerer i sagsfremstillingen. Stiftet skriver følgende: ”Der er ingen tvivl om, at udskiftningen af de 8 vindmøller med nye forhøjede vindmøller, vil få en voldsom påvirkning på Børglum Kloster. Dette understreges også af de visualiseringer, som Aalborg Stift har modtaget fra Hjørring Kommune. […] Aalborg Stift kan tilsluttes sig de bemærkninger, som Den kongelige Bygningsinspektør redegør for i sin udtalelse og henstiller til, at Hjørring Kommune genovervejer planerne om at udskifte de 8 vindmøller ved Hjortnæs med vindmøller med en højde på 150 meter og henstiller således til, at Hjørring Kommune finder en alternativ placering eller fastholder højde på de eksisterende vindmøller.”

Hvordan kan det gå til, at en så betydningsfuld udtalelse fra Den kongelige Bygningsinspektør, fuldstændig undlades i en sagsfremstilling, der skal være objektiv og dermed upartisk?

Det næste store spørgsmål der melder sig er, at når politikerne og teknisk forvaltning er blevet gjort bekendt med den mangelfulde sagsfremstilling i denne sag, hvordan kan man så begå den samme fejl 2 gange, ved ikke at tilføje udtalelsen i sagsfremstillingen til den 6. februar? For jeg vælger at tro det handler om at der må være sket en fejl, eller et fejlskøn.

Jeg er jo godt klar over, at der arbejdes under pres i forvaltningen.
Desuden vil det være rimeligt at vedlægge udtalelsen fra den Kongelige Bygningsinspektør som bilag til sagen, da den jo tydeligvis er meget vigtig. Det er heldigvis alt sammen fejl der kan korrigeres, og det er vigtigt at de bliver det inden TMU mødet på onsdag den 6. februar.

Men måske er der lidt lys i denne ellers så mørke årstid. For ud over at politikerne og Teknisk Forvaltning nu har mulighed for at sætte sig rigtigt ind i hvad Aalborg Stift, og den kongelige Bygningsinspektør har udtalt, så vi var heldigvis mange, der ved overdragelsen af de knap 4000 underskrifter den 9. januar (for den interesserede, er der i dag langt over 4000 underskrifter) hørte Søren Smalbro udtale, at det for politikerne er vigtigt, at dem der udsættes for generne, også er dem der ejer vindmøllerne.

Det var vi naturligvis utrolig glade for at høre, og vil igen tilkendegive, at vi er ufattelig mange rigtige naboer og rigtige lokale, der vil blive udsat for generne fra vindmøllerne i Hjortnæs II, men som ikke ejer dem, og ikke vil eje dem! Simpelthen fordi placeringen er helt forkert, og fordi generne går ud over sagesløse mennesker.

Folkestemningen er klar og tydelig. Vi ønsker ikke nye kæmpevindmøller ved Hjortnæs. Ikke i nogen form. Ikke i nogen højde. Ikke i noget antal.

 

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Rikke Kirstine Lomholt
5 år siden

Frank, jeg synes dit indlæg er fremragende. Kort, præcist og opsummerende af det efterhånden temmelig gennemgående problem med, at det politiske niveau ikke bliver klædt ordentligt på af kommunens administration i forhold til at kunne træffe videre beslutninger omkring vindmøllerne på Hjortnæs. Jeg har også været igennem bilagene på TMUs dagsorden, og jeg er mildest talt forbløffet over, at den kongelige bygningsinspektørs udtalelse ikke er vedlagt. Det er jo blevet kommunens ansvar at passe på vores kulturarv. Men hvordan pokker skal kommunen kunne det, hvis ikke det politiske niveau får adgang til sagsakterne.

Peder Knudsen
5 år siden

Som sædvanlig et godt og relevant indlæg i mølledebatten af Frank B. Nielsen! Tak for det!
Vi må håbe at det får embedsfolkene til at korrigere deres indstilling til TMU, så politikerne får et retvisende grundlag at træffe deres vigtige beslutning på.
Vi håber så at politikerne snart kan indse: 1) at Hjortnæsprojektet IKKE er lokalt forankret, 2) at det er i modstrid med seneste energiforlig, og 3) at det vil vi være ødelæggende for kulturlandskabet.
Mange hilsner fra Hanne Larsby og Peder Knudsen, Næsset 32, Gølstrup pr. Løkken.