Et familiedrama og en realistisk skildring af hverdagen på det oprørte Vesterhav med en stjernerække af kendte skuespillere bl.a. Oswald og Fritz Helmuth, Betty Søderberg, John Price, Lau Lauritzen, Gunnar Lauring, m.fl.
Jyllands vestkyst har altid været barsk, og de fiskere der drev deres hverv derfra, havde hårde kår. Når havet frådende og brølende brød kysten, stod de stovte fiskerkoner på stranden og spejdede efter deres mænd eller sønner ud over det oprørte hav. Mange blev derude, og én af dem var Anna Olesens mand, Jens Olesen (Osvald Helmuth), lille Jens’ far. Stille havde enkerne fundet sig i deres skæbne, men Anna (Betty Søderberg), der var fra København, og havde et iltert sind, pakkede sine få ejendele for at rejse til hovedstaden med sin dreng. Han skulle i hvert fald ikke være fisker. Annas svoger, den stovte fisker Mads Olesen (Sigurd Langberg), forsøger at tale hende fra sit forehavende, men hun står fast på sit. Mads spår fiskeriet en blomstrende fremtid med storeksport og industri, nye og større kuttere, nye fangstmetoder og ikke mindst store, sikre havne til skibene.
1938: I Esbjerg havn sidder, den nu gamle, hvidhårede, Mads og fortæller om gamle dage. Lille Jens (Frits Helmuth) er vendt tilbage efter moderens død. Han er indehaver af den største og flotteste kutter i havnen. Han går under navnet ”Københavneren” og er kendt som en heldig mand. Alting lykkes for ham. Han bor i et lille hus sammen med sin kone Johanne (Ellen Løjmar) og sin svigerinde Inger (Lise Thomsen) som er en yndig ung pige. Hans nabo fiskeskipper Christian Larsen (Axel Frische) har to sønner – begge i begyndelsen af tyverne: Torsten (John Price) er bleg, sygelig, med skæv ryg, der giver ham et krøblingsagtig udseende. Han nærer en sygelig jalousi mod sin diametralt modsatte storebror Svend (Lau Lauritzen jun.), en kraftig, køn og livsglad ung mand. Det går rent galt, da Torsten opdager, at de begge elsker Inger. Dagliglivet går sin gang for de to fiskerfamilier.
Jens Olesen prøver, på sin godmodige måde, at jævne stridighederne omkring de unge mennesker. Men en dag bliver det Svend for broget. Han gør op med sin familie og tager hyre på Jens Olesens kutter ”Frida”. Jens er glad for den unge mand, og alt tegner godt, indtil en aften, hvor Svend har inviteret Inger med ud og danse. Torsten som også er til stede betragter dem, og hans sygelige jalousi og gamle had vælder op i ham. Førstemanden på hans fars kutter (Gunnar Lauring), en kedelig fyr med et stort spiritusforbrug, ser, hvad der går for sig. Han får Torsten med ind i dansesalen hvor han nøder ham til at drikke mere, end han har godt af. Hans mindreværdskomplekser forsvinder, og han udfordrer sin bror til at gå med udenfor og slås. Under gæsternes latter og spottende bemærkninger, får Svend sin bror bugseret ud i den friske luft.
Den bitterhed og had som Torsten har gemt på i mange år, bliver overvundet, da han mærker Svends kærlighed. Svend får ham til at gå hjem, og glemme deres kontrovers. Torsten vakler hjemad, han føler sig ydmyget og lille. Hans omtågede hjerne udtænker en skadefro tanke. Han ved, at Jens Olesen næste dag starter en tur til Doggerbankerne, for at fiske, og at Svend er med, så han sniger sig ombord og ødelægger kutterens radiosender, og så er dramaet gående…
Læs mere om billetter her: Lønstrup Café Bio.