Der er behov for nye investeringer i vores infrastruktur. Investeringerne skal gøre hverdagen lettere for mange danskere, ligesom de skal bidrage til et Danmark i bedre balance, forlyder det i en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet.
En god og moderne infrastruktur er essentiel for danske virksomheders konkurrenceevne. Derfor vil Socialdemokratiet sætte sig i spidsen for en ny, langsigtet infrastrukturplan, der tilgodeser både vejtrafik og kollektiv trafik.
Infrastruktur er dyrt. Men det er ifølge socialdemokraterne investeringer, der er givet godt ud, hvis vi vil samle Danmark. Hvis vi vil skabe et Danmark i balance. Socialdemokratiet er derfor klar til at reservere mindst 70 mia. kroner til nye, centrale infrastrukturinvesteringer. Beløbet er fuldt finansieret inden for rammerne af det grundforløb, som Socialdemokratiets økonomiske politik bygger på.
Det er helt afgørende, hedder det videre fra Socialdemokratiet, at der er stabilitet og sammenhæng i investeringerne, og de skal derfor vedtages af et bredt flertal. Infrastrukturplanen skal samtidig være startskuddet for en ny tilgang til investeringer i infrastrukturen, hvor et politisk flertal forpligter sig til at mødes hver femte år for at tilrettelægge en ny investeringsplan for de næste 10 år. Det skal sikre kontinuitet og sammenhæng. Derfor ønsker Socialdemokratiet ikke at komme med forslag til konkrete projekter, der skal indgå i den nye plan. Det vil blokere for et politisk forhandlingsforløb, der skal sikre en langsigtet opbakning til planen.
Udover den brede infrastrukturplan har Socialdemokratiet fremlagt et grønt udspil, som peger på konkrete tiltag til, hvordan vi får en grønnere transportsektor, der skal ses i sammenhæng med de nye investeringer.
– Danmark har brug for en ny, langsigtet og helstøbt infrastrukturplan. Det har den nuværende regering ikke leveret, og vi har landsdele, der er dybt afhængige af en veludbygget infrastruktur. Dagligt kæmper børnefamilier med trængselsproblemer, der stjæler deres sparsomme tid sammen. Og virksomheder overvejer at flytte, fordi vi ikke kan levere den infrastruktur, erhvervslivet har brug for. Planen skal være til gavn for både danskerne og vores erhvervsliv, siger Rasmus Prehn, trafikordfører for Socialdemokratiet.
– Vi bliver et rigere samfund, hvis vi tør investere i infrastruktur. Det er dyrt. Men det er penge, der er givet godt ud, hvis vi vil sikre mobiliteten og sammenhængskraften i Danmark. Derfor er vi klar til at sætte os i spidsen for de nye planer, og vi er klar til at øremærke mindst 70 mia. kr. til investeringer i infrastruktur og offentlige anlæg over de kommende 10 år. Og med vores grønne udspil, vil vi også sikre, at den grønne omstilling bliver tænkt ind i planen, siger Rasmus Prehn.