EU-parlamentariker Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti ønsker de hollandske bomtrawlere ud af dansk farvand.
Det sagde Messerschmidt under et besøg i Hjørring 25. januar, hvor han var hovedperson i et velbesøgt offentligt møde i Metropol.
Dansk Folkepartis regionalpolitiker og folketingskandidat Erik Høgh-Sørensen har gennem længere tid krævet de hollandske fartøjer ud af dansk farvand.
– Kun fordi den danske fiskerikontrol er så elendig og urimelig, som tilfældet er, får hollænderne og belgierne lov til at fortsætte. Fartøjernes bomme ødelægger havbundens miljø, og de støvsuger farvandet for fisk, som sendes ud af landet stort set uden kontrol, sagde Høgh-Sørensen.
Publikum var spørgelystent, og blandt de andre emner var kystsikring, akuthelikopter og forhandlingerne om en sundhedsreform.
Med reformen står sygehuset i Hjørring til at blive et af landets 21 sundhedsfællesskaber, og det er kun godt for Vendsyssel, lød det.
Ved mødets slutning fik Messerschmidt et par nye gummistøvler af DF lokalforening Hjørring, hvilket afstedkom en del grin.
– Det er godt at have gummistøvler, hvis der bliver kastet mudder i valgkampen. Skridmønstret gør, at du kan stå fast, og så er gummistøvlerne grønne som miljødebatten, fastslog Høgh-Sørensen.