To læber på glasset
Der sidder to læber på glasset
et møde der varede kort
hun rejste sig stille og roligt
fra stolen og svansede bort
nu sidder han mutters alene
og ser på den måbende plads
hvor kvinden hun satte sit aftryk
på det kølige halvtomme glas
Der sidder to læber på glasset
som taler med lydløse ord
en tale i dybeste tavshed
der tydeligt satte sig spor
han stirrer med tomhed i blikket
på hende der bare forsvandt
på to store blodrøde læber
på et aftryk nær ølglassets kant
Der sidder to læber på glasset
som ikke blev helt drukket ud
det var vel sådan det endte
et kort men et endeligt brud
så henter han i garderoben
sin frakke og handsker og hat
til to tavse læber på glasset
han mumler vemodigt godnat
Der sidder to læber på glasset
et forhold som startede ømt
nu står der alene tilbage
to ølglas der aldrig blev tømt
et aftryk blev sat på det ene
det sidste og synlige spor
så kommer en tjener med bakken
og rydder det halvtomme bord
Af lyriker og forfatter Poul Jansen, januar 2019.
Foto: Arkiv.
