Torsdag i sidste uge spillede Tornbys Jyllandsserie damer i stærk konkurrence med Danmark-Norge i Boxen en bundgyser mod HS Han Herred.
Tornby kom skidt fra start og var hurtigt bagud 0-3, men fik efterfølgende styr på nerverne og kampen. Midt i anden halvleg kom de således foran med fem mål.
– Jeg og alle andre troede, det kun var et spørgsmål om sejrens størrelse. Men det er det, der gør håndbold spændende. HS Han Herred åd sig stille og roligt ind på Tornby og kom på uafgjort med kort tid tilbage. Tornby kom igen foran, men med 5 sekunder tilbage fik modstanderne tilkendt et straffekast, som de scorede på efter tid. Det var et træls point at miste, fortæller Henning Sigsgaard.
– Lørdag var der så igen kamp. Denne gang mod rækkens suveræne tophold, Blære/Hornum S&IF, som ud over maximum point også havde 2 med over fra før jul. Det var en frygtindgydende modstander. De lagde også stærkt ud, men Tornby fulgte godt med. Alligevel kom vi bagud med 4 mål, men med en god fight og stærk vilje kom vi godt tilbage og var tæt på at komme helt op, men med få sekunder tilbage blev der igen straffe. Dog denne gang til Tornby, som vi scorede sikkert på. Det var et dejligt point at få, fastslår Henning Sigsgaard.
Tirsdag aften skal pigerne igen i kamp og denne gang uden konkurrence fra Boxen. Det er en kamp i Santander Cup LP Damer, 4. runde, mod IK 1919 Aalborg fra 3. division, hvor de indtager 8. pladsen. Kampen spilles kl. 20.20 i Tornby-Hallen.
– Kom og støt pigerne, det får de brug for, lyder det til slut fra Henning Sigsgaard.