Vendsyssel FF fik uafgjort i testkamp mod Thisted FC

Trods stort overtag i spillet gennem det meste af de 90 minutter, blev det ikke til en sejr i årets første testkamp mod Thisted FC fra NordicBet Ligaen.

68

Vendsyssel FF begyndte kampen fint. Efter blot tre minutter fik anfører Alexander Juel Andersen hovedet på et frisparksindlæg fra Jón Dagur Thorsteinsson, men Juel Andersen kunne ikke få dirigeret bolden i netmaskerne, og den røg i stedet over mål.

I kampens indledning sad vendelboerne massivt på spillet, spillede bolden rundt, men havde det også svært mod et godt organiseret Thisted FC-hold. Et hold, der så snart muligheden bød sig, satte gang i hurtige omstillinger. Og netop en af dem, var ved at overrumple os et par minutter efter Juel Andersens hovedstødschance. Men en årvågen Nicolai Flø i målet forhindrede en føring til thyboerne.

Thisted FC kom bedre med i kampen som halvlegen skred frem, men de havde svært ved at kombinere sig igennem et solidt forsvar, hvor Sander Fischer og Andreas Kaltoft agerede dørmænd. Gæsternes store angriber, Sakari Tukiainen, blev holdt fra fadet, og i den anden ende fik forsvarskollega Søren Henriksen på akrobatisk vis udfordret Thisted FC-målmand Mathias Rosenørn.

Der blev ikke scoret før pausen, selvom vendelboerne sad klart mest på spillet.

Anderledes gang i målscoringen kom der efter pausen. Men inden kampens første scoring faldt, var Lucas Jensen ved at bringe vendelboerne foran. Han modtog en genial fremlægning af Mikkel Wohlgemuth, men desværre for Jensen og vendelboerne, så blev han blokeret i afslutningsøjeblikket.

Efter godt en times spil kom kampens første scoring. Unge Rasmus Prangsgaard, der spillede hele anden halvleg på højre back og gjorde en god figur, sendte et fænomenalt godt indlæg ind til bagerste stolpe. Her dukkede Mads B. Mikkelsen op, og han sendte sikkert bolden ind i netmaskerne ved nærmeste stolpe.  Smuk, smuk scoring, der gav de mange fremmødte noget at varme sig på, på en ellers kold januardag.

Men føringen holdte desværre ikke længe. Syv minutter efter føringsmålet mistede vendelboernes australske nyerhvervelse Dylan McGowan et skridt, hvorefter en Thisted FC-spiller tog bolden, driblede ned mod Michael Tørnes, rundede ham og sendte bolden i kassen til 1-1.

Efter scoringen sad vendelboerne igen mest på spillet. Og flere gange var der optræk til chancer, så kom der ikke flere scoringer, og det endte derfor 1-1 i årets første testkamp.

I morgen tidlig tager truppen og trænerstaben turen fra Vrå til Belek, Tyrkiet, hvor otte dages træningslejr venter.

Testkamp: Vendsyssel FF – Thisted FC 1-1 (0-0)

Mål: 1-0 60. min Mads B. Mikkelsen, 1-1 67. min Thisted FC

Advarsler: 44. min Francisco Júnior, 82. min Oliver Isaksen

Startopstilling, 1. halvleg, Vendsyssel FF (4-2-3-1): Nicolai Flø – Alexander Juel Andersen, Sander Fischer, Andreas Kaltoft, Søren Henriksen – Francisco Júnior, Morten Knudsen – Seyi Adekoya, Moses Opondo, Jón Dagur Thorsteinsson – Emmanuel Ogude.

Startopstilling, 2. halvleg, Vendsyssel FF (4-2-3-1): Michael Tørnes – Rasmus Prangsgaard, Andreas Kaltoft (69. Oliver Isaksen), Dylan McGowan, Jeppe Svenningsen – Mikkel Wohlgemuth, Allan Høvenhoff – Lucas Jensen, Sebastian Czajkowski (78. Ninos Gouriye), Mads B. Mikkelsen – Marcus Solberg.

Kilde og foto: Vendsyssel FF.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments