Nogen med sans for finere fransk gastronomi vil måske rynke på næsen, når der snakkes om traditionel dansk mad, men derfor kræver det også en ekstra sikker kulinarisk hånd at satse på lige præcis det, som Laila Zielke og de ansatte gør på Det Bette Hotel i Hjørring.
Den sikre hånd har stedets nye direktør såmænd også, skønt hun som bekendt ikke er uddannet kok endsige cater eller smørrebrødsjomfru, men alligevel har hun med lige præcis sikker hånd og i samarbejde med køkkenpersonalet fornyet menukortet på det atmosfærefyldte spisested midt i den hyggelige Nørregade.
Allerede når man står udenfor på gaden, får man et godt indtryk af stemningen indenfor, hvor interiør og historiske fotos samt værker af lokale kunsthåndværkere fornemt matcher facaden, som hører til købstadens gamle og idylliske bydel. Ligesom hele bygningen og indretningen falder perfekt i hak med menukortets traditionelle, men samtidig raffinerede retter.
Denne lørdag aften fik jeg et lækkert, lækkert luksus stjerneskud a la Hirtshals. Navnet giver rigtig god mening, fordi fisken er købt samt håndskåret og fileteret i havnebyen. Her fornægter direktørens lokalpatriotisme sig heldigvis ikke. Rejerne er selvfølgelig også håndpillede og ekstremt frisksmagende. Fruens store wienerschnitzel af skinkekød med stegte kartofter og ærter samt bernaisesauce er også hele vejen igennem velsmagende og enkelt, men smukt anrettet.
Menukortet byder desuden både på fine vine og specialøl, samt en variation af lækre forretter og desserter, blandt andet med gode lokale oste fra Ingstrup Mejeri. Denne lørdag aften tager vi imidlertid til takke med de to hovedretter, idet der er så rigeligt til at mætte to lækkersultne gæster, som skal hjem og se håndbold i fjernsynet.
Til gengæld kan vi garantere, at det ikke er sidste gang, vi besøger Laila Zielke og Det Bette Hotel. Hatteløft og på det varmeste anbefalet til alle vendelboer og landsdelens gæster!